Dyrlægemanglen skal nok blive løst

04-02-2008 17:10

Britt Carlsen

I årevis har medicinal- og biotekvirksomheder, fødevareindustrien og landbruget skreget efter flere dyrlæger. Men med de seneste års udvidelse af veterinæruddannelsen på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, skal vi nok få løst den nuværende mangel på dyrlæger. Sådan lyder den beroligende melding fra Videnskabsministeriet
Copyright Ridehesten.com

Den danske dyrlægeuddannelse er en af landets mest eftertragtede uddannelser. Både blandt unge uddannelsessøgende fra hele landet og for det arbejdsmarked, der aftager dem. Derfor har Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet lige før jul søgt videnskabsministeriet om at få lov til at uddanne endnu flere. Videnskabsministeriet er imidlertid ikke bekymrede for, at Danmark kommer til at mangle dyrlæger i fremtiden. Ansøgningen er derfor ikke umiddelbart blevet imødekommet. Jens Peter Jacobsen, direktør i Universitets- og bygningsstyrelsen, minder i sit afslag om, at udbuddet af færdiguddannede veterinærer vil stige markant i de kommende år, efter at Det Biovidenskabelige Fakultet over de seneste år har udvidet optaget af studerende til 180 studerende om året. Samtidig mener han ikke, at der er indikationer af, at den fremtidige efterspørgsel vil stige. På det tidligere KVL tager man Videnskabsministeriets beslutning til efterretning. - Det afgørende er, at vi fortsat tilbyder en veterinæruddannelse af højeste kvalitet. Vi er netop nu ved at færdiggøre et helt nyt universitetshospital for store husdyr og heste, og har iværksat en international akkrediteringsproces. Med dette får vi i Danmark en af Europas førende dyrlægeuddannelser og et af Europas førende dyrehospitalsmiljøer. De nye rammer giver os samtidig mulighed for at uddanne endnu flere veterinærer. Og den mulighed skal Videnskabsministeriet naturligvis vide eksisterer, siger Per Holten-Andersen, dekan på Det Biovidenskabelige Fakultet. Aktuelt er det blandt andre landbruget, medicinal- og biotekvirksomheder samt miljø- og fødevarekontrollen, der efterspørger veterinærer i en sådan grad, at det er vanskeligt for dem at rekruttere nok. Det Biovidenskabelige Fakultet vil meget gerne medvirke til at afhjælpe dette, og konkret vil man blandt andet gøre det ved allerede fra i år at indføre individuelle optagelsessamtaler med samtlige af den halvdel af de studerende, der optages via kvote 2. - Veterinæruddannelsen er en af landets mest eftertragtede uddannelser. Hvert år må vi afvise utroligt mange dygtige studerende eller foreslå dem at søge ind på Naturressourceuddannelsen, som også giver mulighed for at arbejde med dyr. Fremover vil vi sikre, at dem vi optager på veterinærstudiet, er bedst muligt motiverede til at gennemføre studiet. Samtidig ønsker vi en bred interessesammensætning blandt vores studerende, således at vi sikrer, at vi også får optaget dem, der gerne vil arbejde inden for landbruget, miljø- og fødevarekontrollen eller inden for landbruget, siger Per Holten-Andersen. Det Biovidenskabelige Fakultet har besluttet at informere nærmere omkring veterinæruddannelsen, de nye optagelsesprocedurer og 22 andre uddannelser inden for life sciences, ved et større åbent hus arrangement fredag den 29. februar 2008 på Det Biovidenskabelige Fakultet, Frederiksberg Campus, Thorvalsensvej 40. Der er gratis adgang.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner