Dyretransport overvåges fra rummet

04-03-2008 20:58

Britt Carlsen

Nu vil EU-kommissionen holde et vågent øje med dyretransporterne - fra rummet. Et satelitsystem skal se til at køretider overholdes

EU-kommissionen vil fra 2009 indføre nye, skrappere regler for dyretranspor­ter. Reglerne vil bl.a. medføre, at transporterne i fremtiden vil blive overvåget fra rummet. Det nye satellitsystem skal tilse, at f.eks. køretid overholdes samt holde øje med lastbilernes position. På længere sigt skal også temperaturen i lastrummet, hvor dyrene står, kunne kontrolleres. Der bliver allerede anvendt et lignen­de - dog ikke helt så avanceret - system til fiskerikontrol. Med det nye system håber EU-parlamentariker, Christel Schaldemose (S), at der er slut med afsløringer af døde og lidende dyr under transport, som eksempelvis billederne fra hestetransporter, som var fremme i medierne i december. Udover overvågning fra rummet, vil hun også arbejde for, at kontrollen på jorden bliver skrappere. "Vi skal have regeringen med statsmini­steren i spidsen til at sætte dyrevel­færd på den europæiske dagsorden. Vi kan ikke blive ved med at putte med det herhjemme. Det er på tide, at vi for alvor slår i bordet og kræver handling fra EU's side. Vi holder topmøder om en masse ting, lad os også holde et topmøde om dyrevelfærd," sagde Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Christian H. Hansen bl.a. den 12. februar. Udmeldingen kom samtidig med at den internationale dyrevelfærdsorganisation WSPA (World Society for the Protection of Animals) afslørede nye, brutale dyretransporter. "Det er dybt tragisk og væmmeligt, at mennesker kan behandle levende væsner på den måde. Det gør mig ondt at se, men samtidig viser det, at vi bliver nødt til at kæmpe for dyrevelfærd, så det kan høres," siger Christian H. Hansen. WSPA håber, at samtlige partier vil støtte DF's forslag. "Så budskabet til EU er klart: Danmark ikke kan acceptere disse grusomme og unødvendige dyretransporter. Der er en reel mulighed for at stoppe dyretransporterne. Det kræver bare politisk handlekraft," siger WSPA's kampagnetalsmand Lasse Bruun.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen