Dufour og Merrald 2'er og 3'er i Compiègne (video)

28-05-2021 15:19

Fem danske dressurryttere konkurrerer i dag, i morgen og søndag ved det internationale dressurstævne i franske Compiègne med den danske landstræner og holdleder ved deres side. I dag på første konkurrencedag er rytterne kommet godt fra start – bl.a. som nr. 2, 3 og 6 i  CDI3* Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den første dansker i ilden i dag var Nanna Skodborg Merrald, der de sidste måneder har kunnet vise, hvordan hendes heste har udviklet sig. I formiddag var hun til start i CDI2* Prix St. Georges med den 8-årige tyskfødte Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/De Niro. Det var Prix St. Georges-debut for Znickers og tilmed ved et stort internationalt stævne, men parret havde en super fin tur, hvor Znickers gik godt afslappet, og på trods af et par dyre fejl blev det til en andenplads med 72,702% i et stort stærkt felt. Se klassens resultat her og se herunder uddrag af ridtet og hør Nannas kommentarer:

Mens Danmark har tre ekvipager i den store tur med nations Cup i morgen, CDIO5*-NC Compiègne, nemlig Cathrine Dufour/ Bohemian, Charlotte Heering/ Bufranco og Carina Cassøe Krüth/ Heiline's Danciera, så gælder det i dag CDI3*-Grand Prixen, hvor Danmark ligeledes har tre ekvipager til start.

Se stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Vamos Amigos. Foto: Signe Baun.

Første danske rytter i CDI3*-Grand Prixen var Cathrine Dufour med den engelskejede 9-årige vallak Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline, som Cathrine har udviklet over flere år og havde med til DM 2020. Med en score på 73,435% satte ekvipagen en meget høj standard og lagde sig i front foran den nye hollandske ekvipage, Hans Peter Minderhoud og Glock's Zonik e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov.

Efterfølgende kilede danske Nanna Skodborg Merrald sig ind imellem de to og har med den 17-årige KWPN-hingst Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz lagt sig lige efter Cathrine Dufour med 73,174%, og det til trods for et par meget dyre fejl i passage og galoppirouetter med en del 4-taller. Nederst kan I se video af Nanna og Zack.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Andreas Helgstrand red i dag som anden dansker og leverede med 11-årige Fiontini e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov (opdr. Henrik Hansen) en ridt til 71,218%. 

Engelske Charlotte Fry kom, så og sejrede med hingsten Everdale e. Lord Leatherdale/Negro med et ridt til 76,674%. Det betyder, at Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald blev hhv. nr. 2 og 3, mens Andreas Helgstrand blev nr. 6. Dansk bosatte Severo Jurado Lopez, der er Fiontinis tidligere rytter og som rider for Spanien, blev nr. 7 med hensten Fendi T.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Signe Baun.

Stemningen er rigtig positiv blandt danskerne, og jeg har en fornemmelse af, at alle har haft en rigtig fin dag. Andreas og Fiontini viste en rigtig god harmoni, og de lykkedes godt med nogle af de ting, de har arbejdet på at forbedre, hvorfor landstræneren også var meget tilfreds. Nanna og Zack gjorde det igen rigtig godt med et overlegent travprogram, men desværre indløb der nogle fejl, men de leverer med stor overbevisning i hovedparten af programmet. Holdets teenager, Vamos Amigos, fik Cathrine præsenteret helt sublimt og lå til at vinde helt til sidst, endda med nogle småfejl, som helt kan tilskrives hestens manglende erfaring. Alt i alt er det meget positivt, og trods nogle småfejl er de dygtige danske ryttere godt med fremme, hvor de skal være, udtaler den danske holdleder Anne-Mette Binder.

Så har de tre ekvipager, der skal ride i morgen, været til "horse inspection", og jeg skal love for, at alle viste sig meget friske med stort overskud og energi, som man kun kan glæde sig over, for de er bestemt klar til i morgen, slutter Anne-Mette Binder.

Se klassens resultat.

Copyright Ridehesten.com
Klædt i tøj fra Trolle Company ses her næsten hele det danske hold, der fra venstre består af dyrlæge Frederik Nielsen, Andreas Helgstrand, Nanna S. Merrald, Carina Cassøe Krüth, Charlotte Heering, Cathrine Dufour og holdleder Anne-Mette Binder. Således er landstræner Nathalia zu Sayn-Wittgenstein ikke med på billedet. Foto: Privat.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner