Charlotte Kondrup
Inden vi flyttede ud på gården, havde jeg fået samlet 5 heste sammen. Det er sidenhen øget til 12 (ups… Den ene er dog en lånehest).
Drømmen om at avle kommer helt fra barnsben. Jeg husker ikke selv, at jeg har ville avle heste i så mange år. Men da jeg skulle pakke mit barndomshjem sammen, for at flytte ud på landet, fandt jeg bl.a. mine gamle uddannelsespapirer fra 7. klasse. Allerede på det tidspunkt skal man begynde at tage stilling til, hvad man gerne vil når man bliver voksen. På daværende tidspunkt vidste jeg tydeligvis ikke, hvad jeg ville – andet end at avle heste. I uddannelsespapirerne har jeg nemlig skrevet: ”Jeg vil gerne avle heste – men det er meget meget dyrt”. Men havde nogen sagt til mig dengang, at jeg rent faktisk ville få min egen gård og eget stutteri, så ved jeg ikke om jeg havde troet på dem.
I 2014 drømmen om at avle dog for alvor i opfyldelse. Her fik jeg nemlig mit første drømmeføl. Desværre fik jeg ikke lige drømmestarten på avlerkarrieren, og den kunne have skræmt de fleste væk fra at ville lave flere føl.
Mit første føl var sat til at komme i starten af maj måned. Alt var fryd og gammen – jeg glædede mig gevaldigt til at mit drømmeføl kom. Føllet var nemlig lavet på min yndlingshest Centibetia – i daglig tale BC, som er ud af en rigtig spændende afstamning, og som jeg selv havde startet op til 140 cm på med placering, ud over at hun har vundet og været placeret i et utal af klasser. Stalden hvor hestene var opstaldet, havde venligst udlånt mig et gæsteværelse. Så her overnattede jeg, og brugte i øvrigt (alt for) meget tid i stalden, for at holde øje med hende.
Denne dag hvor BC så folede – eller i min optik kastede – sit føl fire dage over termin, der var jeg lige hjemme for at få et bad og noget aftensmad. Der var ingen umiddelbare tegn på at et føl var på vej, så et par timer væk fra stalden burde kunne gå. Men da jeg kom tilbage, lå føllet dødt ude på marken. BC gjorde alt hvad hun kunne, for at få sit føl op og stå. BC vidste nemlig godt hvad det handlede om, da hun hos tidligere ejer også havde fået føl. Hun fik ligefrem skrabet alt pelsen af midt på ribbenene, fordi det føl skulle jo op at stå. Men lige meget hjalp det, for den perfekte lille skabning var død.
Det var en ulykkelig og forvirrende aften. Det er forfærdeligt at stå med det føl, man bare har glædet sig til i over 11 måneder, og så ligger den bare der og er død. Man aner ikke hvad man skal gøre når det er ens første føl, men man er nødt til at være praktisk. Men det værste var klart min hoppens sorg. Det gjorde så ondt så langt ind i hjertet, at se hvor ked af det min skønne hest var.
Du undrer dig måske over, hvorfor jeg skriver at jeg mener hun kastede ovenfor. Men jeg tror simpelthen ikke at føllet var levedygtigt eller af en uvis årsag var død inde i hoppen. For det første så føllet virkelig stort ud. Det kan være svært at vurdere et føl, der ligger ned fremfor et der står op. Men det så meget stort og meget udviklet ud – det kunne godt for mig se ud som om at den har hængt derinde, fordi den ikke kunne leve uden for hoppen. Men så er der også tegnene hos BC, som bare ikke passede overens med noget.
Jeg har efterfølgende fået to føl på BC. Til begge folinger har alt været fuldstændig normalt. Hun har haft vokspropper og mælkeløb. Man har slet ikke været i tvivl om, at nu kom der snart et føl.
Da BC fik det dødfødte føl, havde hun overhovedet ikke noget mælk i patterne. Men pludselig efter 1½ døgn, så dryppede råmælken pludselig ud af yveret. Når det hele lægges sammen, er jeg slet ikke i tvivl om, at der desværre har været noget galt.
Derefter føltes ventetiden lang til det næste føl. Jeg havde ifolet to hopper i 2013, så jeg kom heldigvis ikke til at stå helt uden føl i 2014. Der var lige over en måned mellem de to terminer. Men det var med ambivalente følelser, for på en gang føltes det hele lige meget og det gik jo alligevel galt. Det hjalp ikke rigtigt, da hoppen ramte de 14 dage over termin. Nu måtte det føl altså godt komme ud! For selvom det hele føltes lidt svært, så kom glæden til den lille ny jo også snigende da den værste sorg var ovre. D. 25. juni kom det lille perfekte hingsteføl til verdenen, og alt var fryd og gammen! Nu var det muligt at kaste kærligheden på det nye føl.
Denne lille fyr var ikke hvilket som helst lille føl. Hans navn er Unconditionally Loved, og det er der en ganske særlig årsag til. Årsagen til at jeg overhovedet ifolede mine to hopper i 2013, var fordi min mor døde i 2012. Min mor var en fantastisk mor, som gennem tiden havde givet mig rigtigt meget. Hendes drøm var at få en gård, hvor hun kunne se hendes yndlingshests – La Bell – føl gå rundt på foldene. Den drøm nåede desværre aldrig at gå i opfyldelse, men jeg kunne som minimum give hende et føl. Det besluttede jeg kort tid efter hun døde i 15. juni 2012, at lave et føl til hende. Desværre var ifolingssæsonen på vej mod sin slutning for 2012, og det skulle heller ikke være en forhastet beslutning med valg af hingst, så derfor blev det først i 2013 insemineringer gik i gang. Det blev så til Lille U, som han kaldes i daglig tale. Og sørme ikke om han valgte at komme til verdenen på præcis den dato, hvor min mor var blevet begravet to år forinden.
Følg mig på Instagram og på min facebookside Stutteri Kondrup.
