Dramatisk NM for danskerne

30-06-2014 15:12

Det skortede ikke på spænding, for det danske hold ved NM i Norge i lørdags, men desværre ikke i positiv form. Kun to danskere gennemførte den rigeligt udfordrende rute

Copyright Ridehesten.com
Helen Munksø og Shams Star. Arkivfoto: privat

I lørdags var der NM i distance i Froland, Norge, hvor det danske landshold og en enkelt dansk individuel ekvipage var til start på den 120 km lange rute.

- Det har været en barsk tur med oplevelser, som vi alle vil huske resten af livet. Da vi fredag havde været ude og se på ruten, var vi alle sammen noget bekymrede for det, vi skulle igennem, og holdet var enige om, at det ville blive en hård dag, og at tempoet skulle holdes helt nede, hvis vi skulle have en chance for at gennemføre, skriver en af de danske deltagere, Helen Munksø, i dag på Facebook. Hun var den ene af bare to danskere, der gennemførte ruten.

- Første loop på 38 km var allerede fra starten fyldt med spænding. Christine var ved at falde i en grøft kort efter start, jeg faldt af efter 20 km, og hesten stak af. Da jeg omsider, noget forslået, var kommet til hest igen, gik der ikke lang tid før nye udfordringer ventede. Rina stod af og trak over en passage, hvorefter hun pludselig forsvandt i et stort hul.

- Omsider nåede vi frem til vetgaten. Første runde havde føltes som en dagsrejse, vi var presset på tid (vi red ca. 10.6 på første loop) - der var rigtig lang vej til mål. John udgik desværre pga. for høj puls, vi andre blev godkendt og var klar til at ride videre. 2. loop måtte blive bedre tænkte vi, men kort efter start skulle vi passere en længere strækning med rullesten, hvor det igen var umuligt at finde fodfæste. Her tabte vi igen meget tid. Da vi endelig var kommet over det, gik turen videre op ad bakke - op ad bakke -op ad bakke og mere op ad bakke. Hvorefter det hele kulminerede i flere mudderhuller med sten, klipper, rødder og i det hele taget forfærdeligt underlag.

- Rina rider forrest og hendes hest styrter og går i panik i det første hul. Christine og jeg står af og trækker og får kæmpet os igennem. Ved næste hul er Rinas hest i panik og kaster sig ud i mudderet - kæmper - går i panik og havner oppe på en stejl klippe, snoet rundt om et træ, og bløder fra benene. Christine og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre - vejen tilbage er ikke en mulighed - fremad virker heller ikke som en mulighed. Men vi beslutter, at vi må fremad og prøve at hjælpe Rina. Herefter kaster Christine sig ud i det. Bastian går totalt i panik - springer rundt- vælter i mudderet - får sparket Christine i hovedet - mast hende ned i mudderet og trådt på hende flere gange. Jeg kan ikke gøre noget for dem. Omsider kommer der ro på. Bastian virker ok - Nieska står stadig på klippen og bløder meget og Christine er forslået. Jeg vurderer, at vi har behov for hjælp. Min hest er rolig - vi kommer forholdsvis uskadt gennem mudderet. Jeg rider efter hjælp. Der er ingen telefonisk kontakt - jeg føler det som en evighed, før jeg omsider kommer igennem til Lone, som får rekvireret hjælp på stævnepladsen - Treatment vet., Lone og rutelæggerne kører afsted.

- I mellemtiden rider jeg hastigt videre i håb om at møde vores hjælpere. Jeg møder dem efter en del kilometer. De havde godt haft mistanke om at noget var helt galt, og havde efterfølgende fået besked om hændelsen, så de kommer kørende imod mig på ruten. Jacob kører hastigt videre efter Rina og Christine, Morten bliver ved mig, og Thomas er beordret på at vente og guide dyrlægen m.fl. til området.

- Jeg er meget chokeret over oplevelsen, min hest virker ok, og vi beslutter, at jeg skal ride videre frem mod vetgaten, således at Morten kan hjælpe de andre, hvis der bliver behov. Men vi kan fortsat ikke komme i telefonisk kontakt med nogen. Kort tid efter får vi besked om, at ryttere og heste er samlet op og efter omstændighederne ok.

- Jeg når vetgaten stærkt chokeret, og har fået nok af Norge. Men da jeg hører at både Christine og Rina plus heste er ok, og ved godt mod beslutter jeg at fortsætte. Jeg er tidspresset, men hesten har det fint. Jeg kommer i mål 20 min før lukketid. En kæmpe lettelse omsider at nå målstregen.

- Nu skal vi bruge de næste dage på at fordøje oplevelserne. Det hele er stadig meget uvirkeligt.

Johanne Hvid og Helen Munksø gennemførte og sluttede på hhv. 8. og 19. pladsen. Med præstationen ved NM lykkedes det Johanne Hvid at klare kvalifikationskravet til WEG med Flini ox, og dermed har den danske distancerytter nu kvalificeret to heste til sensommerens VM i Normandiet.

NM i distance på Facebook

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner