Maja Golles
Det er BT, der med svenske Aftonbladet som kilde, kan berette om den utrolige historie. Det forlyder, at man fandt cobra-giften i et køleskab på den 55-årige franskmands gård i Kentucky i USA. Franskmanden har været meget i vælten de seneste år – og har tidligere præsteret utrolige resultater med sine heste. Bl.a. har han trænet hele tre vindere af det berømte løb: Prix de l´Arc de Triomph. Men han har også været ude i ”stormvejr”, bl.a. blev han i starten af 90’erne udelukket fra løb i Hong Kong, da han var træner der. Årsagen var positive dopingprøver fra hans heste – og det fortsatte også i Kentucky, hvor hele 20 heste blev testet positive. At han brugte gift fra cobraslanger skyldtes, at de giver en effektiv bedøvelse, der gør, at hesten ikke har smerter – ligesom nerverne bliver delvist lammet i en tid. Man har kendt til den form for doping i flere år – hovedsageligt i Nordamerika og Canada, men der tales også om nogle enkelte tilfælde i Italien. Giften er ifølge den svenske ekspert, Peter Forssberg, svær at spore ved testprøver.