Charlotte Kusk Berwald
Vi har taget en snak med tre ryttere, der står midt i dette store spring. Den ene af dem er ponyspringrytter Liv Juhl, der falder for aldersgrænsen her til nytår. De to andre er dressurrytterne Lea Ditlevsen og Mille Spanggaard, der så småt er begyndt at finde sig til rette på de store heste.
Det sidste ponyår
– For mig handlede det mest af alt om at nå de sidste mål og ellers bare nyde den sidste tid med min pony, fortæller Lea og fortsætter: – Coronaen gjorde at jeg ellers havde skudt en hvid pind efter at blive b-ekvipage, men så nåede vi det alligevel til vores sidste stævne sammen.
For mange ponyryttere er det vigtigt at ponyårerne sluttes af med et ordentligt brag. Alle de sidste oplevelser skal med, inden det bliver 1. januar, og det er slut.
– Men der er bare så meget man alligevel ikke når, fortæller Mille, der var lidt uheldig med sine ponyår, og fortsætter: – Netop som jeg havde fundet min drømmepony blev den skadet. Øv. Men sådan går det jo nogle gange.
Når ponyen sættes til salg
Liv har for nyligt sat sin springpony, Tai Tasty e. Westminster Bailey/ Tai Calodi (opdr. Heidi Haabendal), til salg. Og selvom benene nu er ved at være lange, så er det alligevel ikke bare sådan lige ud af landevejen af sælge sin pony.
– Jeg har lidt ondt i maven, når der kommer nogen for at prøve hende. Hun er jo mit ét og alt, fortæller Liv Juhl og klapper sin pony en ekstra gang. De to har dannet par i flere år efterhånden og kender hinanden ud og ind.
– For mig blev det lidt nemmere da jeg fik stor hest. Det værste var nok lidt tanken om tomrummet hvis min pony blev solgt og der ikke var en anden hest til at tage hans plads. Så snart jeg havde fundet min hest, kunne jeg bedre acceptere at han skulle videre. Og heldigvis dukkede den perfekte rytter da også op! Så er det bare så meget lettere at give slip og sende ponyen videre, fortæller Lea.
Videre på stor hest
Det er ikke alle ryttere, der klarer overgangen. Enkelte fordi det at skulle ride hest bliver for stor en mundfuld, eller fordi der er noget andet, der trækker i dem.
– Altså, det er ikke fordi min hest er den letteste i verden at ride. Og det skal da ikke være en hemmelighed at jeg flere gange virkelig har overvejet at sætte Balando e. Livaldon/ Abanos til salg. Nu hvor det virkelig begynder at gå den rigtige vej, er jeg glad for at jeg fortsatte og bare knoklede igennem, fortæller Mille, der for nyligt debuterede i LA og vandt.
– Jeg havde ikke mulighed for at gå ud og købe en veluddannet hest, så for mig var det vigtigt at finde en hest der både har kapacitet, men som også føles helt rigtig at være på. Og det synes jeg virkelig at jeg har fundet, selvom der da godt nok også har været mange dage hvor jeg også har haft lyst til at give op. Nu har vi fundet melodien og red vores første LA for et par uger siden, hvor vi blev nummer to. Så hårdt arbejde lønner sig virkelig, fortæller Lea.
Liv er også så småt begyndt at tænke i stor hest: – Jeg kan bedst lide at ride heste op. Så jeg er i gang med endnu et projekt og jeg håber det bliver godt. Men det tager lang tid. For selvom signalerne er de samme, så er det bare anderledes på de store heste. Jeg har dog ikke tænkt mig at give op. Heste er hele mit liv og jeg ville kede mig uden dem, fortæller Liv.
