– Det er vildt fedt at have vundet

15-10-2023 18:34

Trine Askjær-Jørgensen

Sådan sagde en glad Jane Serup Jensen, efter hun i dag tog sejren i finalen af Bundgaard Byg Cup, der blev afviklet ved weekendens stævne på Blue Hors. Hun uddyber i videoen her

Dagens sidste klasse ved det store dressurstævne på Blue Hors, hvor finalerne i Pavo og DRF’ championater denne weekend er blevet afviklet, var endnu en finale, nemlig afslutningen på årets Bundgaard Byg Cup.

Cuppen rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup. Det gode samarbejde mellem Dansk Ride Forbund og Bundgaard Byg siden 1998 har været med til at skabe en meget populær turnering, der er et stort skridt på vejen til de allersværeste klasser for både ryttere og heste, og den turnering kan i år fejre 25-års jubilæum.

Jane Serup Jensen og Desperada e. Desperados/ Florencio I (opdr. Peter Borgs) må siges at have haft en forrygende sæson i Bundgaard Byg-sammenhæng. De vandt kvalifikationen på Kirstinelund Sportsrideklub i juni og igen på Vilhelmsborg i starten af september for i dag at løbe med den endelige sejr til finalen.

I Intermediaire I Kür havde de en superflot tur med blandt andet rigtig flotte sidebevægelser, fri trav og galop, flotte changementserier og galoppiruetter, som blev belønnet med intet mindre end 77,709% af dommerne, dermed blev det til samlet 151,92%.

– Jeg har ikke så meget erfaring på dette niveau endnu, så jeg glæder mig meget over den rejse, jeg har haft sammen med Desperada de sidste 4-5 år. I starten kunne hun lidt mere, end jeg kunne, så det har hun lært mig, og så er vi fortsat sammen. Det er bare et rigtig godt match, fortæller Jane.

I videoen nedenfor kommer Jane mere ind på, hvad det betyder for hende at vinde Bundgaard Byg:

Karin Nissen og Scaglietti V. e. Sezuan/ Lauries Crusador XX (opdr. Iben Leere Kamp) kom også til Blue Hors med et flot resultat fra Vilhelmsborg, hvor de med en rigtig flot kür fik redet sig op på en tredjeplads fra en syvendeplads på førstedagen. I dag travede Sezuan-sønnen ind i himlen og lavede blandt andet superflotte sidebevægelser. Dommerne belønnede kürridtet med 73,959%, og i det samlede resultat gav det 145,538% og en andenplads.

Copyright Ridehesten.com
Karin Nissen og Scaglietti V. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Maj Tofte Olesen og Almroths Santiago e. Sezuan/ Quaterback (opdr. Dorte Andersen) havde også en rigtig flydende og flot tur med mange højdepunkter, bl.a. store, gennemsprungne changementer. De blev af dommerne belønnet med 74% for deres kür, og det fik dem relativt tidligt i klassen ind på førerposition. I sidste ende blev det til en flot andenplads i küren og i det samlede resultat en tredjeplads med i alt 145,491%.

Det samlede resultat af Bundgaard Byg Cup-finalen.

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Mai Tofte Olesen og Almroths Santiago. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner