Det er tid til årets distanceweekend

25-02-2015 07:53

I weekenden den 28. februar – 1. marts inviterer Distanceudvalget alle interesserede til årets distanceweekend i Harrislee i Nordtyskland 

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Weekenden byder på spændende oplæg, god debat, information samt festligt samvær for de 68 tilmeldte deltagere. Om lørdagen er de desuden dyrlægesamling for alle distancedyrlæger.

Hvad skal der ske?
Distanceweekenden 2015 afholdes igen på Hotel des Nordens, som mange gange tidligere har dannet ramme for succesfulde distanceweekender. Programmet har også denne gang en høj faglighed, og er for både bredde- og eliteryttere i distancesporten:

Lørdag begynder med et spændende oplæg af Lasse Kristensen, som er ejer og leder af Thommysminde Centret v. Jelling. Lasse er uddannet fysiolog Cand. Scient i Idræt og Biomekanik, og har været træner og longefører for Rikke Laumann (voltigering). Lasse fortæller om hestens holdbarhed, skader og restitution baseret på forskning af mennesker, og hvordan hestens hverdag kan påvirke dens holdbarhed. Efterfølgende vil Lasse også fortælle om rytterens påvirkning af hesten i forhold til skader og præstation.

Derefter er der orientering/dialog med Distanceudvalget om den kommende stævnesæson, reglementsændringer, udtagelsesprocedure til landsholdet, Plan2015 (herunder træningssamling - Øst/ Vest, landsholdssamlinger, landstræner for seniorer) samt andre emner, som du/I måtte have behov for at drøfte. Under dette punkt kommer også veterinærkonsulent for Dansk Ride Forbund, Mette Uldahl. Eftermiddagen afsluttes med en beretning om forberedelserne op til WEG2014 af Johanne Hvid. Om aftenen er der festmiddag med indslag som prisoverrækkelser mv.

Søndag begynder med et oplæg om problemer med forhøjet puls under et distanceridt. Udgangspunktet er den normale sunde hest, og så skal der ses på årsager, forebyggelse og eventuelt alvorlige følgesygdomme eller tegn på sådanne. Oplægget afholdes af FEI4*-dyrlæge Jens Kristoffersen. Derefter er der orientering fra distancedyrlægernes samling, som afholdes om lørdagen på hotellet. Endelig afsluttes weekenden med et oplæg om udvikling/uddannelse af vores ungryttere af Sonja van Willingen.

Distanceweekend 2015

Kilde: Dansk Ride Forbund

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen