Dennis Fisker ene dansker til CHI Al Shaqab

22-02-2021 19:29

Berider Dennis Fisker er som den eneste danske dressurrytter tilmeldt CHI-stævnet i Al Shaqab, Doha i uge 8. Ridehesten har talt med ham

Copyright Ridehesten.com
Dennis og Delatio under træningen i Doha idag, fotograferet af hestepasser Michelle Schou Olsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med malaysiske Qabil Ambaks 17-årige hannoveranerhingst Delatio e. De Niro/ Rubinstein er berider Dennis Fisker med til CDI5*-turen ved CHI Al Shaqab i Doha.

Dennis Fisker, der af de fleste kendes som den danske landstræner i dressur for pony-, junior- og ungryttere, har redet Delatio i to år for malaysiske Qabil Ambak, der er en af Asiens dygtigste dressurryttere, som Dennis underviser og har trænet frem mod en OL-kvalifikation i 2020. Qabil Ambak ejer også hesten Rosenstolz, der ligeledes er opstaldet hos hos Fisker Dressage Academy ved Aarhus.

Delatio er ikke noget ubeskrevet blad i international dressursport, hvor den med engelske Emile Faurie og svenske Patrik Kittel har leveret store præstationer ved op til femstjernede stævner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dennis har startet Delatio ved enkelte stævner i 2020, hvor ekvipagen opnåede deres bedste score i Grand Prix Special ved CDI5* Herning ved sidste års hingstekåring, hvor det blev til 72,575% og en andeplads. De har senest været til start under World Cup-stævnet på Vilhelmsborg på oktober sidste år, hvor det også blev til et flot resultat og en placering i Grand Prix Special.

Ridehesten.com har talt med Dennis Fisker, der fortæller, at han er vel ankommet med sit team, og at Delatio jo er en erfaren konkurrence hest, der tidligere har rejst en del. Derfor har han taget rejsen rigtig fint og ankom mega frisk. 

– Delatio er fortsat frisk. Jeg har i dag redet ham meget let i ca. 20 minutter, og han var dejligt frisk, fortæller Dennis . – Her er omkring 28 grader om dagen, men luftfugtigheden er ikke for høj, så det er faktisk fint. Da vi ankom skulle vi isoleres i 24 timers karantæne og har opholdt os i en boble. Stævne pladsen er gigantisk, og det er en fantastisk oplevelse at få denne mulighed. 

– Jeg føler mig meget heldig at få lov at ride en hest som Delatio. Det er en fantastisk mulighed, og jeg glæder mig virkelig til at ride hernede. Det er mit første femstjernede stævne, slutter Dennis Fisker.

Copyright Ridehesten.com
Dennis Fisker og Delatio under World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i oktober 2020. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen