Anna Pørtner
Dansk Ride Forbund har netop offentliggjort, at landstræner Bo K. Møller har udtaget det hold, der skal repræsentere Danmark til Nations Cup på hjemmebane, når Stutteri Ask afholder årets første CSIO3* Nations Cup i Longines EEF Series. Stævnet afvikles fra den 21.-25. maj, og markerer samtidig startskuddet på den vigtige kvalifikationssæson i den prestigefyldte serie.
Det er et særdeles stærkt hold, som landstræner Bo K. Møller har udtaget til at repræsentere Danmark, og består af fem suverænt stærke ryttere, der alle har leveret toppræstationer i denne og sidste sæson. Det danske hold består af:
Landstræner Bo K. Møller ser frem til at sende et stærkt og rutinere hold i aktion foran det spændte hjemmepublikum. Til Dansk Ride Forbund siger han følgende:
– Vi har endnu en gang sammensat et stærkt hold til CSIO-stævnet på Stutteri Ask, hvor vi selvfølgelig gerne vil gøre god figur foran hjemmepublikummet. Det er samtidig en vigtig mulighed for at skabe det bedst mulige udgangspunkt i forhold til kvalifikationen til semifinalen i Deauville.
Longines EEF Series består af en række CSIO3*-stævner fordelt over hele Europa, og det danske hjemmebanestævne hos Stutteri Ask vil altså være den første kvalifikationsrunde i region Nord. Herfra skal holdene forsøge at avancere til semifinalerne og i sidste ende finalen, som afvikles til september.
I semifinalen mødes de fem bedste hold fra de sydlige og centrale regioner, mens de fem bedste hold fra de nordlige og vestlige regioner mødes. Værtsnationen i en semifinale kan konkurrere som 11. hold, hvis det ikke er allerede kvalificeret. De fem bedste hold fra hver semifinale går videre til finalen.
Finalen kulminerer i et CSIO4*-stævne i Avenches, Schweiz, som er en by 30 km sydvest for Bern. Her tørner de ti bedste hold fra semifinalerne sammen i kampen om trofæet, hvor værtsnationen potentielt slutter sig til som det 11 hold.
Selvom landstræneren har udtaget et særdeles stærkt hold til den første kvalifikationsrunde, har landstræneren stor fokus på det kommende danmarksmesterskab i springning, der ligeledes bliver afholdt på Stutteri Ask i uge 18. Her vil landstræneren nemlig observere rytterne i forhold til udtagelsen til anden kvalifikationsrunde:
– DM bliver en vigtig observationsplads i forhold til udtagelsen til anden kvalifikationsrunde i Longines EEF Series, som finder sted i Drammen i region Nord. Det er et travlt forår med mange vigtige pejlemærker, og det er afgørende, at rytterne er godt i gang og klar til opgaven, siger Bo K. Møller.
Kilde: Dansk Ride Forbund.