Britt Carlsen
Jeg havde sat to uger af inden legene til at være i Brasilien, og blive lidt mere kendt med livet herover og dermed helt klar til de olympiske lege. Jeg havde nogle fantastiske dage på Ipanema strand, hvor det danske telt også hører til.
Mit førstehåndsindtryk af brasilianere er, de er meget snaksaglige og hjælpsomme. De hjælpsomme brasilianere har dog også alle haft det tilfælles, at de har kigget intenst ind i mine øjne og sagt, pas meget på, Rio er en farlig by.
Dette mærker jeg ekstra til nu, da jeg er flyttet tættere på arbejde, nemlig i udkanten af Rio, hvor mange fattige familier bor. Pludselig kan man risikere at høre rigtige skud, men indimellem er det bare fyrværkeri. Denne oplevelse gør også, at man bedre forstår mange brasilianeres holdning til OL, nemlig at pengene kunne være brugt på noget andet. Til trods for denne holdning er de fleste brasilianere gode til at få det bedste ud af situationen og nyde OL.
Endelig på job og som eneste udlænding
I lørdags havde jeg første dag på jobbet som jeg har ventede på i lang tid og grunden til, at jeg har rejst så langt. Ved ridningen er der to stations inden for medicin. Et hold ved tilskuerne og et ved atleterne. Jeg blev placeret ved tilskuerne. Det team jeg er på består af 12 søde brasilianere, læger, sygeplejersker og fysioterapeuter.
Jeg er den eneste udlænding, hvorfor alt kommunikation på radio og til møder foregår på portugisisk, men heldigvis taler to fra holdet også godt engelsk så jeg har nogle at tale med. Ellers ville det virkelig blive nogle lange og ensomme dage.
Kastede lige ud i det
Jeg havde lidt forventet, at den første dag ville blive med en masse introduktion og rundvisning, men faktisk blev jeg sendt lige ud i felten med det samme jeg ankom. Heldigvis stod jeg sammen med en brasiliansk læge, og vi fik hurtigt lavet en strategi, så jeg følte mig ikke utryg ved situationen, men jeg kunne forstille mig, at andre ville synes informationen var utilstrækkelig.
Vores post var placeret ved bogstav C, sådan vi kunne holde øje med alle tilskuerne, der sad der, men man fik samtidigt også et fantastisk udsyn udover ridebanen, som kan ses på billedet. Absolut ikke dårligt for en hestenørd som mig. Formiddagen forløb stille og roligt bortset fra en masse tilskuer, der ikke havde set dressur før. De snakkede højt, traskede frem og tilbage og jublede vildt, når de brasilianske ryttere kom på banen.
Bagende sol og ingen skygge
Eftermiddagen blev mere hektisk for os, eftersom mange tilskuer ikke havde fået nok væske, og fordi der nærmest ikke er skygge nogen steder på tilskuerne pladserne. Kombinationen udløste at eftermiddagen blev præget af utilpashed og et par besvimelser hos tilskuerne. Efter konkurrencerne var der en briefing, og jeg kunne tage hjem efter 9 timer på vagt.
Placeret hos atleterne
Dagen efter fik jeg en post hos atleterne, og de med VIP kort. Jeg havde fået en ny makker, en fysioterapeut fra millitæret, som var blevet tvunget af sin chef til at være frivillig. Han havde derfor ikke samme entusiasme som mig desværre, men var en flink og dygtig fyr som elskede at tage selfies.
Dagen forløb mere roligt, fordi der ikke var så varmt. Efter konkurrencerne blev vi alle sat godt ind i næste dags event, nemlig terrænspringningen. Jævnfør vores teamleder er der syv dødsfald om året og en masse skader, hvorfor vi skulle være skarpe til næste dag. Vi fik hårde ordre på at dukke op SENEST kl. 6 om morgenen til træning.
Millitary med styrt, code brown og drager fra favellaen
Efter 5 timers søvn stod jeg op kl. 4 for at stå klar på arenaen kl. 6, men da jeg ankom var der ingen. Jeg havde de sidste to dage lært om ”brasiliansk tid”, nemlig at man gerne må komme for sent, men jeg nægtede at tro på, det ville ske på en sådan vigtig dag. Jeg fik ingen information før kl. 9 og med ansvaret for tilskuer, der ankom allerede kl. 8, var jeg meget frustreret. Derudover ankom min makker først kl. 9.45. Jeg følte mit snydt for min. to timers søvn eller relevant information om banen, som er vigtig på en dag som denne. Noget af informationerne vi fik var blandt andet om risiko for alligatorer i området, i så fald skulle vi sige ”Code Brown” i radioen. Det virkede vanvittigt, at skulle ud på et område med alligatorer og arbejde. Jeg var glad for, at jeg dagen inden var blevet gode venner med en dyrlæge fra Frankrig, der kunne give lidt fif om alligator håndtering.
Vores opgave blev først at gå rundt mellem tre forhindringer og holde øje med tilskuerne. Jeg stod kort og observerede den irske rytter nærme sig forhindring 17B, da hesten landede uheldigt og styrtede på hovedet. Først løb dyrlægerne ind for at fange hesten. Rytteren var hurtig på benene igen og gjorde tegn til, han havde det godt. Jeg gik selvfølgelig hen til ham med det samme alligevel.
Lidt senere fik min teamleder fat i mig. Der var pludselig behov for ændringer i ressourcerne, og jeg blev derfor bedt om at løbe ned og afløse lægen ved forhindring nr. 6. Jeg havde derefter ansvaret for atleterne ved spring 6, som jeg syntes var en svær kombination. Hestene sad indimellem fast i springet og dyrlægen og jeg stod flere gange halvt inde over hegnet for at løbe hen til hest og rytter. Jeg havde tilknyttede en læge i nærheden og ambulancestationen var lige i nærheden, så jeg følte mig tryg med det store ansvar, og det var en mega fed opgave, selvom det var yderst nervepirrende!
Ind imellem springene faldt der drager, som folk fra favellaen havde sendt, ind over banen. Det virkede surrealistisk at se på heste til millioner galopere forbi en, og at man så havde favellaen i baggrunden.
De næste to dage holdt jeg fri efter tre dage med alt for lidt søvn og mange timer på benene. Jeg har allerede fået mange venner hernede fra hele verden, en masse gode oplevelser, og jeg glæder mig til at fortælle jer om dressuren.
