Danskerne holdt hele vejen til EM-bronze

13-07-2018 19:55

De danske ungryttere holdt skarpt fast i bronzekursen ved EM i springning i Fontainebleau og kunne her til aften ride æresrunde med bronzemedaljen om halsen

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved EM i springning for de unge ryttere er holdmesterskaberne i dag blevet afgjort for junior- og ungryttere i franske Fontainebleau, hvor landstræner Bo K. Møller, de danske hold og alle de danske pårørende lige nu kan fejre en dansk bronzemedalje til ungrytterne.

De danske juniorryttere har i løbet af stævnet redet sig op i klassementet, hvor de gik fra en 13. plads til en 10. plads i går, og i dag sluttede de mesterskabet på 9. pladsen. Her gik sejren suverænt til det belgiske hold foran England og Irland. Det danske hold bestående af Philippa Linde, Laura Baaring Kjaergaard,Alexander Godsk og   
Theodor Linde lagde nationer som Norge, Sverige, Østrig, Schweiz, Spanien og Ukraine bag sig.

Se det samlede resultat i EM-holdmesterskabet for juniorer HER.

Til gengæld var det kun England og Tyskland, der kunne passere de danske ungryttere Jessica Toelstang, Benedikte Rie Truelsen, Clara Hallundbaek, Christina Nielsen og Emil Hallundbaek, og dermed har de danske ryttere i Fontainebleau sikret sig endnu en holdmedalje. Med samlet 41,79 fejl red de bronzen i hus foran det stærke hold fra Belgien og en række meget stærke springnationer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er det, vi har arbejdet målrettet på gennem det sidste stykke tid. De unge ryttere har været meget flittige og virkelig knoklet for at nå hertil. Det er ikke nemt at være med på det her niveau. Jeg er meget, meget stolt og glad, og jeg synes alle vores ryttere virkelig har gjort det fantastisk, fortalte Bo K. Møller til DRF.

Individuelt ligger danske Jessica Toelstand foreløbigt helt med i toppen og besætter lige nu tredjepladsen, mens Emil Hallundbæk er nr. 18 i den individuelle stilling. De to og Christina Nielsen skal på søndag ride det internationale mesterskab.

Se det samlede resultat i EM-holdmesterskabet for ungryttere HER.

Vi ønsker tillykke til begge danske hold og landstræner Bo K. Møller!

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat.
Christine Krogh Frausing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Christine Krogh Frausing