Nina Marie Villadsen
Weekenden står på international springning i tyske Neustadt-Dosse. Stævnet startede torsdag den 9. og fortsætter frem til og med søndag den 12. januar. Flere danske ryttere er til start og har på stævnets to første dage allerede vist forrygende resultater.
Danskerne har efterhånden fået for vane, at markere sig rigtig godt i de international Youngster Tours, og denne weekend er ingen undtagelse. Torsdag var det Jennifer Fogh Pedersen, der sprang sig til en tredjeplads i Youngster Your for 7-års heste (135 cm) på Cleopatra, efter en fejlfri runde i tiden 56,44 sek.
Jennifer stod også for dagens bedste placering i den tostjernede CSI (140 cm), hvor det blev til en fjerdeplads på Zatina med nul fejl i tiden 49,70 sek. I samme klasse opnåede Linnea Ericsson en ottendeplads på Thornhill Kate efter en fejlfri runde i tiden 53,99 sek., lige foran Sashia Astrup Jensen på Tailormade La Vie med nul fejl i tiden 54,30 sek. Endelig blev det også til en placering som nummer 18 til Michael Aabo i klassen på Bøgegårdens Grafs Stakkato, som var fejlfri i tiden 57,55 sek.
Her fortæller Jennifer om de to heste - Cleopatra og Zatina - til Ridehesten.com:
- Cleopatra er min egen, som jeg fik i ridning som 5-års - og siden købte selv. Hun vandt 5-års championatet i DK, og sidste år var hun i finalen i Falsterbo, gik godt i Zangersheide, placeret i 6-års championatet i Odense - og havde nogle internationale placeringer. Jeg tror, hun er en af de bedste heste jeg har haft - så jeg har store forventninger til hende! Hun har ret meget blod og er ikke den letteste at ride, men når man rider inde på banen er hun en ren fornøjelse!!! Jeg håber, hun kan gå en fejlfri runde i finalen for 7-års imorgen - og måske få en fin placering, men hun er en hest jeg hele tiden tænker på at uddanne langsigtet til de større opgaver, så jeg vil ikke "bruge" hende for meget allerede nu... Zatina er en super fin hest, der er rigtig god at have med til mellem-turen. Jeg har ikke haft hende så længe endnu, så vi er endnu lidt i en fase, hvor vi er ved at lære hinanden at kende. Hun er forsigtig og hurtig og er ofte med i pengene. Hun er også lidt speciel og har meget blod, men jeg kan godt lide den slags heste! Første dag var hun rigtig god. Igår syns jeg selv, jeg kunne have redet bedre, det blev lidt hektisk, men vi har heldigvis en chance til igen i aften.
Fredag var det Søren Pedersens tur til at være med helt fremme i Youngster Tour. Først blev det til en andenplads på Tailormade Chacco Gold i Youngster Tour for 8-års heste (135 cm) med nul fejl i tiden 51,40 sek.
Senere fredag vandt han dertil Youngster Tour for 7-års heste på Tailormade L’Aveu efter en fejlfri runde i tiden 52,85 sek.
I fredagens 145 cm klasse blev det til en 11. plads til Linnea Ericsson på Thornhill Kate med nul fejl i tiden 57,81 sek, og med en enkelt fejl i tiden 67,77 sek. opnåede Lars Bak Andersen en 19. plads i samme klasse på Cashflow.
Lars Bak Andersen stod ligeledes for en 10. plads i en barrierespringning på Coolidge med fire fejl.
Se flere resultater her.