Dansk Ride Forbund: For billigt sluppet

30-10-2008 17:56

Grethe Næsby

Dansk Ride Forbund vil have dopingdommene over rytterne fra OL skærpet.

FEI står for strafudmålingen over de ryttere, som havde dopet deres heste under sommerens OL i Hong Kong. Dommene lå på mellem 1 og 4 en halv måned, nogle med bøder oveni, og det er alt for slapt ifølge Britta Riis, generalsekretær i Dansk Ride Forbund: - Det giver ingen mening, udtaler hun til Politiken, - hvis rytteren selv havde dopet sig, ville vedkommende have fået to år pr. forseelse. I andre sportsgrene gælder helt andre regler for doping, og det burde naturligvis ikke være en formildende omstændighed, at det er hesten, der er blevet dopet. Ved OL i Hong Kong blev 5 heste testet positiv for doping, i dressur galdt det et smertestillende middel, og i springning benyttedes medikamentet Capsaicin til at gøre hestene mere følsomme. - Det er svært at undgå at sidde med en meget dårlig smag i munden. Og vi er ikke ene om at mene, at karantænerne er for korte, siger Britta Riis, - det stiller ridesporten i et meget dårligt lys. Samtidig vil forbundet gerne have Antidoping Danmark til at foretage dopingprøver af de danske heste, men de vil desværre kun udføre tests på mennesker. - Der er flere elementer i det. Selvfølgelig har de bedre ressourcer og bedre ekspertviden, end vi har på det område. Men der ligger også det i det, at man har en ekstern organisation til at kontrollere. Det er mere legitimt. Så jeg vil meget hellere eksportere dopingprøvesystemet ud af vores egen organisation, siger Britta Riis til DR Sporten. Kilde: DR

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner