Dansk hoppeføl solgt til Australien

14-08-2014 13:13
Avl

Australske Briony Fyrkilde-Velling ønsker at opstarte avl af Dansk Varmblods-heste i Australien og har nu investeret i sit første DV-føl

Copyright Ridehesten.com
ERA Zummertime Hit.

Dansk varmblods-hoppeføllet ERA Zummertime Hit e. ERA Zalando/ Sandro Hit, der er opdrættet af Stutteri ERA og Lotte Sohnemann, går en fremtid i møde langt væk fra danske himmelstrøg. Føllet er født på Stutteri ERA i Hobro og har for stutteriets ejere, Annette og Jesper Bugge-Nielsen, en helt særlig afstamning. ERA Zummertime Hit er nemlig efter den tyskkårede hingst ERA Zalando (e. BH Zack og og hoppen ERA Wunderschöne), som er født på stutteriet i Hobro, og trukket på hoppen Sumatra Hit, der også er mor til guldmedaljehingsten ERA Dancing Hit. ERA Zalando står på det tyske Gestüt Birkhof.

Tidligere på sommeren blev Annette Bugge-Nielsen og Lotte Sohnemann, der er medejer af Sumatra Hit og helsøsteren Sandro Lady, kontaktet af australske Briony Fyrkilde-Velling, der havde set stutteriets hjemmeside og forespurgte på et hoppeføl. Da havde Sumatra Hit lige folet, og der gik ikke længe, inden ERA Zummertime Hit var australsk ejet.

- Vi sendte billeder og noget ikke så fantastisk video, men Briony var hurtig til at se, at det var det rigtige føl, og handlen forløb meget ukompliceret, fortæller Annette og Lotte.

Australske Briony Fyrkilde-Velling, der har giftet sig til et danskklingende navn, er i færd med at opstarte et DV-stutteri i Australien, og ERA Zummertime Hit er hendes første indkøb.

- Jeg er meget begejstret for dansk varmblodsheste, og der er ikke mange herude. Det er virkelig topheste, og det er mit mål at promovere DV-hestene i hele Australien. Zummertime er mit første indkøb, og jeg føler, at jeg er kommet rigtig godt fra start, men jeg ledte også et stykke tid, inden jeg faldt over disse fremragende avlere! Jeg planlægger også at importere avlshopper, og så skal jeg have mig en dejlig ridehest, fortæller Briony.

Hendes danske føl har netop været på følskue på Vilhelmsborg, hvor det blev til en finaleplads og udnævnt som reserve til eliteskuet med bl.a. fire 9-taller og et 9,5 for trav. Det lover allerede godt for den fremtidige DV-avl i Australien.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner