Nina Marie Villadsen
Landsholdet bestod af Lars Bak Andersen, Karina Truelsen, Kim Henriksen og Torben Frandsen, og danskerne endte på en 7. plads i konkurrencen mellem 11 nationer.
7. plads til landsholdet
11 nationer dystede mod hinanden i Furusiyya FEI Nations Cup ved det trestjernede CSI-stævne i Sopot. Første danske ekvipage på banen var Karina Rie Truelsen og Clausewitz N, men det var desværre ikke deres dag, da de endte med 13 fejl i alt. Herefter kom Kim Henriksen og Gørklintgårds Montana på banen, og ekvipagen kom fint igennem banen med 5 fejl. Torben Frandsen og Antares leverede dagens bedste danske præstation med en flot nulrunde, mens Lars Bak Andersen og Liconto Del Pierre fik 4 fejl. Danmark sluttede 1. runde med samlet 9 fejl og gik desværre ikke videre til 2. runde.
Denne 3. kvalifikationsrunde af Nations Cuppen blev vundet af Sverige, mens Belgien blev nr. 2, og Ungarn blev nr. 3. Danmark endte på en delt 7. plads med Polen.
Første sæson med ny turneringsstruktur
Det er første gang, at Nations Cuppen afvikles efter en ny struktur, hvor alle er med fra start og har en chance for at gå hele vejen (minder om fodboldens pokalturnering). Turneringen er inddelt i seks regionale ligaer, og Europa er inddelt i to divisioner, hvor Danmark starter i 2. division i 2013.
Fem stævner baner vej til finale
Fra starten af maj til slutningen af august skal rytterne på det danske springlandshold ride for kvalifikation til den endelige finale og oprykning til 1. division i Europa gennem fem kvalifikationsstævner. De fem stævner, som FEI har tildelt Danmark deltagelse i, fremgår nedenfor med kursiv.
Turneringsprogram – 2. division af Furusiyya FEI Nations Cup 2013
CSIO 4* Lummen (Belgien) 2. maj - 5. maj
CSIO 4* Linz (Østrig) 2. maj - 5. maj
CSIO 3* Drammen (Norge) 9. maj - 12. maj
CSIO 3* København (Danmark) 23. maj - 26. maj
CSIO 3* Lisabon (Portugal) 6. juni - 9. juni
CSIO 3* Sopot (Polen) 13. juni - 16. juni
CSIO 3* Budapest (Ungarn) 11. juli - 14. juli
CSIO 3* Bratislava (Slovakiet) 1. august - 4. august
CSIO 5* Gijon (Spanien) 28. august - 2. september
CSIO 3* Arezzo (Italien) 5. september - 8. september
CSIO 5* Kiev (Ukraine) 12. september - 15. september
Koncept for Furusiyya FEI Nations Cup 2013
Nations Cuppen afvikles efter et helt nyt koncept, som FEI vedtog i 2012. Verden er inddelt i seks ligaer, hvor den europæiske liga er inddelt i 1. og 2. division. Her starter Danmark i 2. division, hvor 18 lande konkurrerer.
Hver nation i 2. division tildeles fem stævner, som er pointgivende for kvalifikation til den endelige finale i Furusiyya FEI Nations Cup samt oprykning til 1. division. Finalen afvikles i Barcelona.
De to bedste nationer i 2. division rykker op i 1. division og er samtidig kvalificeret til finalen. Det tredje bedste land i 2. division er også kvalificeret til finalen, hvor der er mulighed for oprykning til 1. division.
Nationer kan deltage i andre kvalifikationer, men det er kun de fem tildelte stævner, der er pointgivende i turneringen.
Kilde: Dansk Ride Forbund
Se flere resultater her