Danmark ude af holdkonkurrencen

21-08-2013 14:38

Signe Wiese

Det danske springlandshold leverede flotte runder i dag, men det var ikke nok til at holdet kom i top-10 i holdkonkurrencen ved P.S.I. FEI Europamesterskaberne i Herning, og dermed er holdet ikke startberettiget til den 2. og afgørende runde i morgen. Konkurrencen føres lige nu af England

19 nationer var til start i dagens klasse, og inden starten var det franske hold i spidsen. De lande der er placeret i top-10 efter første runde i dag har adgang til starte i 2. runde af holdmesterskabet, som finder sted i morgen.

Ved starten af dagens klasse var det franske hold (Aymeric de Ponnat / Armitages Boy, Roger Yves Bost / Castle Forbes Myrtille Paulois, Patrice Delaveau / Orient Express HDC, Kevin Staut / Silvana HDC) i front med 3,14 fejl. Nr. to var Storbritannien (William Funnel / Billy Congo, Michæl Whitaker / Viking, Ben Maher / Cella, Scott Pågående / Hello Sancots) med 8,18 fejl og på tredjepladsen lå Schweiz (Pius Schwizer / Piscou de Chene, Paul Estermann / Castlefield Eclipse, Janika Sprunger / Palloubet d'Halong, Steve Guerdat / Nino des Buissonnets) med 8,45 fejl.

Efter 77 ryttere var klassens top-3 den samme – men placeringsrækkefølgen havde ændret sig. Engelske Ben Maher, Michæl Whitaker og Scott Brash red alle fejlfri runder i dag, og da William Funnels 12 fejl ikke tælle i den samlede score, sluttede briterne med 0 fejl i dag, og 8,18 fejl sammenlagt, og det sætter dem i spidsen for holdkonkurrecen. 
De schweiziske ryttere gjorde det også godt i dag. Paul Estermann, Janika Sprunger og Steve Guerdat red alle fejlfrit i dag, og Pius Schwizer havde ikke fejl på banen, men red med en enkelt tidsfejl. Schweiz endte dermed med 0 fejl i dag, og en samlet score på 8,45 fejl – holdet er dermed på andenpladsen. 
Frankrig havde føringen under hele konkurrencen indtil deres sidste rytter, Kevin Staut. To bomme nede til Staut og 4 fejl til både Patrice Delaveau og Aymeric de Ponnat betød, at det franske hold endte med 8 fejl i dag, og en score på 11,14 i alt og tredjepladsen. Tyskland er på fjerdepladsen med en samlet score på 12,77 fejl og Sverige er nr. 5 med en samlet score på 13,44 fejl.

Se resultat HER og læs de danske rytteres kommentarer herunder.

Det danske landshold (Thomas Sandgaard/Amarone, Søren Pedersen/Tailormade Esperanza de Rebel, Charlotte von Rönne, Andreas Schou/Vivaldi K) var på en 12. plads med 17,08 fejl ved starten af dagens konkurrence - og den placering bevarede danskerne, og dermed er de desværre ikke med i 2. runde af holdkonkurrencen i morgen.

Samtlige danske ryttere red i dag med 4 fejl på banen og 1 tidsfejl - altså  fejl i alt. Charlotte von Rönne var første dansker på banen med Cartani. Parret havde redet med 8 fejl i går, og i dag blev det til 4 fejl på vandgraven. - Han sprang fantastisk, meget bedre end i går. Han var meget mere på. Vi fik 4 fejl på vandet, så det var ikke engang et rigtigt nedslag, men det tæller jo altsammen. Men jeg er virkelig tilfreds, sagde Charlotte efter sit ridt.

Thomas Sandgaard/Amarone var 2. danske ekvipage på banen i dag, og de tog et nedslag på b-springet i trekombinationen. Det var en forhindring, der drillede mange ryttere, og altså også danske Sandgaard. Men Thomas var alligevel godt tilfreds med sit ridt: - Han sprang virkelig godt i dag, men vi fik en dum fejl i trekombinationen, hvor han ramte bagkanten.

Søren Pedersen og Tailormade Esperanza de Rebel var fejlfri i går, og i dag blev det til 5 fejl. Esperanza så rigtig godt ud på den første del af banen, men på den store ECCO-okser kiksede det totalt, og hoppen løb nærmest igennem okseren. Det blev dog ved de 4 fejl + en tidsfejl. Efter ridtet var Søren lidt usikker på hvad der var sket på okseren: - Jeg ved ikke hvad der skete, jeg skal have analyseret det selv. Hun sprang ellers virkelig godt, men jeg ved ikke hvad der gik galt, sagde Søren.

Andreas Schou og Vivaldi K var bedste dansker ekvipage i går, og startede som den sidste dansker i dag. Ligesom Thomas Sandgaard fik Andreas også et nedslag på b-springet i tre-kombinationen. - Igen havde jeg en virkelig god runde og jeg er rigtig godt tilfreds. Det er bare træls at den bom trillede. Individuelt er det et OK resultat for mig, men holdet brug for at den bom ikke var faldet, sagde Andreas efter ridtet.

Den danske landstræner, Lars N. Pedersen, var naturligvis ærgerlig over at holdet ikke kom videre til 2. runde: - Fejlene kunne ikke have fordelt sig værre - det havde været bedre med en rytter med 15 fejl og så tre fejlfrie. På den her måde får vi 15 fejl i alt - og skal man være med i det her selskab, så kræver det nulrunder. Det er absolut godkendte runder af alle ryttern, men når fejlene fordeler sig sådan her, så kan man ikke være med, sagde en ærgerlig landstræner efter det sidste danske ridt.

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen