Britt Carlsen
De danske landshold har de seneste to år sejret i Nations Cuppen i Bernstorffsparken, i år håber holdet naturligvis på at kunne gentage den succes. Ti nationer har netop redet første runde og det danske landshold ligger på en delt førsteplads med Holland med 4 fejl. Linnea Ericsson var traditionen tro første rytter for Danmark med Pero-Z Hillock - de fik et let nedslag på forhindring nr. 8. Søren Pedersen fulgte efter på Quatar de Hof Ten Bos, han skulle have redet sin førstehest Lobster, men i morges stod det klart at hesten havde pådraget sig en skade og derfor måtte Søren ride sin andenhest. Det klarede parret ganske flot, idet de også fik et enkelt nedslag - på forhindring nr. 8. Det var derfor op til Tina Lund/Carola og Thomas Velin/Godsend du Reverdy at holde danskerne inde i topkampen og det klarede de fremragende idet de begge red fejlfrit. Om få minutter kl. 17.25 begynder anden runde, hvor danskerne starter næstsidst. Med ind i anden runde er også Spanien med 8 fejl, Norge med 9 fejl, Finland med 10 fejl, Belgien med 12 fejl samt Sverige og Schweiz begge med 17 fejl. De ellers normalt så stærke tyskere klarede ikke at kvalificere sig til finalerunden.