Thomas Bach Jensen
Det har været en STOR weekend for Dansk Varmblod ved LONGINES FEI/WBFSH's verdensmesterskab for unge dressurheste, DV-hest har vundet medaljer i alle tre årgange – og lige så stor har det været for Helgstrand dressage, der også har vundet medaljer af alle tre UVM-finaler. Der var danske forbindelser i alle ekvipager i top tre, da guld- og bronzevinderne er danskejede, og sølvvinderen er danskavlet og dansk redet.
Den sorte oldenburgerhingst Total Hope e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, der er direkte søn af den internationale Grand Prix-hoppe Weihegold (Isabell Werth), ejes i fællesskab af tyske Paul Schockemöhle og danske HP Horses v/ Lone Bøegh Henriksen og rides af norske Isabel Freese. Ekvipagen fik en lidt usikker start, men fik bevist hingstens fantastiske ridelighed, talent for samling og super gangarter. Dommerne måtte her ryste op med finalen første 10-tal, der blev givet for galop, og så blev der givet 9,5 for fremtidsperspektiv – eller kapacitet. 84,250% blev det til, og det satte ekvipagen i front og rakte til en bronzemedalje.
Den danske guldmedaljehingst Hesselhøj Donkey Boy e. ERA Dancing Hit/Milan (opdr. Dorthe & Hans Jørgen Hoeck) har i Ermelo leveret to absolutte pragtpræstationer med sin faste rytterJan Møller Christensen. Dog lavede de en fejl i galopprogrammet, som kom til at koste dem dyrt – og muligvis gjorde det en forskel i medaljekaraten, for den danske ekvipage opnåede en højere sum for kvalitetskaraktererne end vinderen, og Donkey Boy blev som den eneste hest i finalen belønnet med to 10-taller – et for skridt og et for kapacitet, og det var der ingen andre, der opnåede. Karaktererne nåede helt op på 94,4, men programresultatet på 75,643% trak det samlede resultat ned på 85,021.
Det var dog alligevel en meget høj score, så presset på Severo Jurado Lopez og D'Avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry var massivt. Der ligger en stor ære i at kunne genvinde verdensmestertitlen, og publikum var næsten lige så koncentreret og fokuseret som rytteren. Missionen lykkedes med et meget præcist og overbevisende program, hvor også changementerne lykkedes i dag. Det blev til finalens højeste score for programmet på 77,214 %, og dertil belønnede dommerne D'Avie med et 10-tal for galop og 9,5 kapacitet. Samlet sluttede de på 85,107%.