Kristine Ulsø Olsen
En af Dansk Varmblods erfarne og drevne avlere er gået bort fredag den 4. Oktober 2019 blandt sin nærmeste familie, efter kort tids sygdom. Grundlæggeren af Stutteri Elmegården, Vollerup, Claus Schnoor skal begraves i Burkal Kirke torsdag den 10. oktober 2019 kl. 11, og han skal synges ud fra Stutteri Elmegården kl. 9.45. Alle venner og bekendte er velkomne til at komme for at mindes de gode minder med Claus en sidste gang.
Claus grundlagde sin første hoppelinje i 1964, hvor han købte en hoppe for sine konfirmationspenge. Denne hoppelinje - Sisi-linjen - avles der stadigvæk på hjemme på Elmegården, hvor de mest kendte afkom i nyere tid er Elmegårdens Sisi 1 (flere gange UVM-deltager i springning) og Elmegårdens Marquis (VM-guldvinder mv. i dressur). Derudover kendes Claus Schnoor måske allerbedst for hingsten Elmegårdens Fight, kåret i Dansk Varmblod og fremvist i sporten af Lars Pedersen, Blue Hors i sin tid. Fights helsøster var bronzemedaljehoppe, hvis datter, Lava, Claus frem til sin død stadigvæk avlede på. Claus har avlet flere kendte sportsheste, hvoriblandt der kan nævnes Elmegårdens Artos (udtaget til EM for YR i springning for Norge), Elmegårdens Dakota (kåret hingst i DV, UVM deltager i spring mv.), Elmegårdens Rivaldi (UVM deltager i dressur, unghestechampionats deltager mv.), samt en masse andre sportsheste verden over. Claus vil blive husket som en avler, som der turde sige sin mening, og han gik gerne sine egne veje og turde satse på de unge hingste. Claus var medlem af DVs repræsentantsskabsudvalg frem til hans død.
Det var Claus sidste ønske, at alle altid ville huske tilbage på alle de gode minder indenfor hesteverdenen. Æret være en passioneret dansk varmblods avler, som har været med siden Dansk Varmblods spæde start.
Begravelsen finder sted i Burkal Kirke kl. 11. I stedet for blomster, så ønskede Claus en donation til Kræftens Bekæmpelse, reg. 3001 konto. 0001155 mrk. Claus Schnoor.