Cirkusmuseum genåbnet med fokus på Schumann

13-06-2020 14:57

Annika Knudsen Lorentsen

Cirkus Schumann, som især var kendt for sine spektakulære numre med heste, har lige nu en særlig plads på Cirkusmuseet i Rold, som er genåbnet efter corona-nedlukningen. Her kan man opleve en særudstilling, som er blevet til med hjælp fra cirkusprinsessen Katja Schumann, som har rejst verden rundt og optrådt med heste, blandt andet i Cirkus Schumann

Copyright Ridehesten.com
Katja Schumann, som har rejst verden rundt for at optræde med hestene i Cirkus Schumann. Foto: Ridehesten.com/Marie Helene Rohleder
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cirkus Shumann havde deres storhedstid, da cirkusmanegerne var fyldt med dyr, og især deres evne til at dressere hestene og forkæle publikum med spektakulære numre med de flotte heste, gjorde Cirkus Schumann berømt.

Nu kan man opleve en særudstilling på Cirkusmuseet i Rold, som fortæller historien om Cirkus Schumann. Et cirkus hvis historie går helt tilbage til 1868 hvor Gotthold Schumann blev den første direktør i cirkuset.

– På Cirkusmuseet i Rold får publikum primært historien om Schumanns arbejde med dyrene – også den del, der fortæller, hvorfor det efterhånden blev vanskeligt at optræde med såvel heste som andre dyr i dansk cirkus, skriver museet på deres hjemmeside.

De seneste 50 år har man i flere omgange strammet den danske lovgivning, så der efterhånden ikke er mange dyr tilbage i manegen.  Men denne udstilling tager publikum med ind i historien om et dansk cirkus, der særligt var kendt for deres numre med heste. Her kan man dykke ned i historien om Schumanns særlige evner til at træne heste, og lære om datidens holdning til dyr i cirkus. 

Cirkus Schumann er faktisk flere cirkusser, som blev drevet af familien Schumann med vægt på numre med heste. Familiens stamfader er Gotthold Schumann (1824-1908), og i sommeren 1881 gav han med sit Cirkus G. Schumann forestillinger i Stockholm, og i vinteren 1881-82 optrådte han i Panoramabygningen i København. De følgende ti år besøgte cirkusset flere gange de nordiske hovedstæder og større provinsbyer. I 1885 grundlagde Gottholds næstældste søn, Albert Schumann (1958-1939) sit eget cirkus i Malmø. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Cirkus A. Schumann rejste først i Skandinavien og Rusland, men i 1887 kom de til Københavns nye cirkusbygning, hvor de vandt publikums sympati ved deres afslappede stil. Gottholds ældste søn, Max (1853-1933) overtog i 1896 faderens cirkus, som han gjorde til et af Europas førende. Da første verdenskrig brød ud indstillede han virksomheden, men hans tre sønner, Willy (1880-1936), Ernst (1884-1960) og Oscar (1886-1954) dannede i stedet Cirkus Brødrene Schumann, som fra 1918 fik fast base i Cirkusbygningen. 

I 1936 indtrådte Oscar Schumanns søn Albert (1915-2001) i direktionen, mens han kone, Pauline med elegante kostumer gav familiens frihedsdressur et nyt præg. Deres søn Benny (f. 1945) gjorde karriere som klovn. 

Oscars næstældste søn, Max (1916-2004) fik i 1977 sammen med Vivi og børnene Katja og Philip eget cirkus med et elegant kuppeltelt og moderne faciliteter.

Kilde: Den store danske

Hele udstillingen er lavet i samarbejde med Katja og Benny Schumann. Katja har levet livet som cirkusprinsesse og datter af Max Schumann, som fra 1977 til 1982 havde Katja med rundt i Danmark for at optræde. Da cirkuset lukkede, rejste Katja til USA, hvor hun optrådte i cirkus Big Apple i New York. I 2007 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun har optrådt i Cirkus Dannebrog og Cirkus Masckot. I 2015 købte hun Cirkusgården i Løkken, og i sommeren 2016 blev der afviklet de første cirkusforestillinger der. Vi har tidligere skrevet om Katja i magasinet Ridehesten, og er du nysgerrig efter mere, kan du læse om hende i oktobernummeret fra 2017.

Se mere om særudstillingen på museet i Rold her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner