Childrenryttere suverænt fra start ved EM

09-07-2019 20:01

Annika Knudsen Lorentsen

I dag startede Europamesterskaberne i springning for childrenrytternes vedkommende, og det blev til en ganske god start for de danske ekvipager

Copyright Ridehesten.com
Karoline Sloth Kjær på C-Colita.

De fem danske childrenpiger, der i denne uge konkurrere ved Europamesterskaberne i Zuidwolde i Holland, har leveret et fantastisk flot resultat i den første runde af konkurrencen. 

Dagens klasse blev afviklet efter en metode A og resultaterne fra i dag tæller med i både den individuelle konkurrence, og i holdkonkurrencen. På torsdag skal de danske childrenryttere endnu engang i aktion, for her afgøres holdkonkurrencen over to runder. 

Klassen i dag blev afviklet på en bane med tolv forhindringer, heriblandt to kombinationer, i højden 125 cm. Dagens bane klarede de danske piger dog uden de store problemer, og de har dermed sørget for, at Danmark ligger rigtig godt frem mod de næste runder. For efter dagens ridt, hvor fire ud af fem ryttere leverede nulrunder, ligger Danmark med samlet nul fejl i holdkonkurrencen. 

Bedste dansker blev i dag Karoline Sloth Kjær på C-Colita, som leverede en nulrunde i en hurtig tid. Dermed placerede ekvipagen sig på en flot femteplads ud af 120 ryttere. 

Ina Meldgaard Slettnes Møller på Carlisca M, Josephine Christian Jacobsen på Dakar og Amalie Reimer Nielsen på Cortus leverede ligeledes fejlfrie runder i dagens klasse. Mens der for Victoria Lora Engelbrecht Perez og Leopold desværre faldt en bom, men også de ligger flot frem mod de næste konkurrencer. 

Se resultatet fra dagens klasse her.

I morgen rider både junior- og ungrytterne deres første konkurrence, følg start- og resultatlister her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner