Trine Askjær-Jørgensen
Jyske Bank Boxen var fyldt og stemningen i top her til eftermiddag, da den stod på Grand Prix Kür ved årets første FEI Dressage World Cup-kvalifikation i den vesteuropæiske liga, der som bekendt afvikles i Herning denne uge.
Sædvanen tro gav publikum rytterne en helt særlig oplevelse i de imponerende rammer, hvor der er fuldstændig stille og dyb koncentration under ridtene, hvorefter Boxen bryder ud i applaus og jubel. Det er da også noget af det, rytterne altid fremhæver ved at ride i Herning, for her er der opbakning til alle uanset nationalitet – bare man leverer flot ridning, og det var der masser af i dag
Selvom hun aldrig bare regner med at vinde, så blev det ikke overraskende Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, der løb med sejren efter en pragtpræstation, som gav dem hele 90,175%. Der var ikke meget at sætte en finger på i deres kür, som har en meget høj sværhedsgrad, kun lige en enkelt overgang, der ikke flød 100% og et par små taktfejl, ellers var det bare sådan underspillet lækkert at se på.
– Det er altid både intimiderende og giver én vinger at ride ind i Boxen. Jeg er altid nervøs, inden jeg rider ind, men publikum vil os det bare så godt og gør, at man lige giver det mere, fortalte Cathrine blandt andet efter ridtet og tilføjede: – I går var Freestyle virkelig på, og i dag kunne jeg lidt bedre kende hende, men altså hun er 16, og hun har startet mange stævner så at mærke, at hun er så engageret og bare klar til at præstere, er for mig virkelig positivt. Hun er simpelthen fantastisk og så skarp derinde.
Hør hende fortælle mere i videoen her:
Anden- og tredjepladserne gik igen til de to svenske ryttere Patrik Kittel og Maria von Essen, der fik fornøjelsen af at dele podiet med Cathrine. Patrik var sidste rytter på banen med Touchdown e. Quaterback/ Sack og leverede et dejligt ridt med mange højdepunkter og dejlig musik. Parret opnåede 81,645%.
– Jeg elsker virkelig at være i Herning. Jeg vandt her for to år siden, og det er bare noget helt særligt. Jeg tror aldrig, jeg har hørt sådan en applaus, ikke engang i Aachen. Folk er så entusiastiske og bakker så meget op om sporten. Det er fantastisk, sagde Patrik bagefter og fortsatte: – Jeg er virkelig tilfreds med mit ridt i dag, og det var jeg også allerede i går. Man kan godt mærke, at vi er gået fra udendørs- til indendørssæsonen, og at hestene lige skal vænne sig til det, men i dag lykkedes det hele så godt. Jeg ville bare nyde det og have det sjovt, for jeg elsker at ride kür.
Maria von Essen og Invoice e. Jazz/ Olympic Ferro leverede også en flot kür, som gav dem 81,040%. Maria og Cathrine kender hinanden fra det svenske Knytkalaset, som Cathrine kom med i for et par år siden, og som Maria har været en del af siden starten. Konceptet er skabt af Jan Brink og Kyra Kyrklund, og sidstnævnte har Maria redet undervisning hos i mange år. Ved stævnet her har hun fået hjælp af Cathrine, når det var muligt. Det er en af fordelene ved at kende hinanden og hestene, fortalte de på pressemødet.
– Det er fantastisk bare at være her og sidde her sammen med Cathrine og Patrik. Min hest er simpelthen magisk, og det har været et fantastisk stævne, fortalte Maria.
Fjerdepladsen gik til Carina Cassøe Krüth med den 14-årige dansk varmblodshoppe Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), som red til 80,510%, mens tyske Raphael Netz blev nr. 5 med Great Escape Camelot e. Johnson/ Turbo Magic til 79,045%.
Nadja Aaboe Sloth og den 12-årige dansk varmblodsvallak Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) fulgte på sjettepladsen med 77,170%.
Rikke Dupont og den 10-årige dansk varmblodsvallak Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave) blev nr. 13 med 73,280%, i hvad der var deres World Cup-debut denne weekend.
Stævnets start- og resultatlister.