Casall Sem er død

17-09-2022 10:09

Annika Knudsen Lorentsen

I en alder af bare 9 år, er Dansk Varmblodshingsten Casall Sem, som har gået 150 cm-klasser med norske Stein Endresen, gået bort efter en operation

Copyright Ridehesten.com
Stein Endresen med Casall Sem. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den 9-årige Dansk Varmblodshingst Casall Sem e. Cabacon/ Coronado 3 er død efter en operation for brok. 

– Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Casall Sem er død. Casall blev opereret på NVH forrige uge for brok og klarede desværre ikke at komme sig efter operation, fortæller Stall Bergan på deres Facebook-side og fortsætter: 

Copyright Ridehesten.com
Casall Sem ved Dansk Varmblods Hingstekåring, hvor han blev tildelt opdrættermedalje i sølv. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

– Casall Sem var virkelig en ener med fremtiden foran sig. Han var usædvanlig smuk med sit ædle hoved, kloge øjne, messingblanke pels og en hale som alle måtte misunde. Han var arbejdssom og altid en fornøjelse at ride. Han elskede at vise sig frem på stævnebanerne. 

Copyright Ridehesten.com
Laila Pedersen som red Casall Sem før Stein overtog tøjlerne. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Med norske Stein Endresen har Casall Sem opnået mange flotte resultater, og ekvipagen har redet 150 cm sammen og er flere gange blevet placeret i international Grand Prix. Hingsten var ejet af den danske hingstestation Katrinelund ved Ib Kirk, og avlet af Esben Pedersen, og både ejer og avler har glade kunnet følge med i mange flotte resultater i både sport og avl. I avlen har han også været populær, og han er blevet far til mange afkom registreret i Dansk Varmblod, som i fremtiden vil kunne ses på springbanerne. 

Copyright Ridehesten.com
Casall Sem som føl. Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht

Katrinelund beretter ligeledes om tabet af deres hingst, som de havde store forhåbninger til i både avl og sport. 

– En mavepuster af format, hersker i disse dage på Katrinelund, idet vi har mistet vores store stjerne, præmiehingsten Casall SEM, alt for tidlig, kun 9 år gammel. Vi havde meget store forventninger til Casall både sportsligt, med Stein Endresen i sadlen, hvor de netop var parate til de helt store internationale baner og i avlen hvor han allerede har vist sin store gennemslagskraft. Men en akut operation for brok på NVH i Oslo blev fatal, idet hans tarmsystem efterfølgende lukkede ned og vi måtte træffe den svære beslutning at lade ham aflive. Vi vil alle savne Casall da han ud over sit kæmpe potentiale og smukke ydre også var en helt speciel kammerat, det sødeste væsen, fortæller de.

– Nu lever Casall Sems ånd videre i alle afkom han har. Over 100 afkom vil i fremtiden bære hans præg. Tak Casall Sem og Ib Kirk for, at vi var heldige at være med på rejsen med den bedste af de bedste, skriver familien Endresen desuden i deres opslag.

Copyright Ridehesten.com
Casall Sem. Foto: Ridehesten.com/Tine Luther
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner