Camilla drømmer om at vinde medalje i Tokyo

17-05-2021 12:41

Annika Knudsen Lorentsen

Camilla Christensen er med i opløbet blandt de danske paradressurryttere, som skal udvælges til at deltage ved PL i Tokyo, og hun fortæller, at hun drømmer om at vinde en medalje, hvis hun kommer til at ride i Tokyo

Copyright Ridehesten.com
Camilla Christensen og Fürsten ved DM 2020. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

OL og PL i Tokyo nærmer sig, og de ryttere, som har mulighed for at blive udtaget til at repræsentere Danmark, venter i spænding på at finde ud af hvilke ryttere, der får lov at komme afsted. 

En af dem, som håber på en plads på paralandsholdet er Camilla Christensen, som har flere succesfulde resultater, heriblandt en sølvmedalje ved sidste års DM. 

– Udtagelsen er planlagt til at være efter DM, men for mit vedkommende håber jeg, at den bliver rykket lidt, så jeg kan nå at vise, at det er netop mig der skal afsted, forklarer Camilla, og fortsætter:

– Vi har planlagt lidt stævner henover sommeren, så min hest og jeg kan lære hinanden bedre at kende. Vi har DM, og så tager vi til Belgien og rider sidst i juni. Derudover bruger jeg også en masse tid med mentaltræner, fysisk træner, daglig træning og optimering af både mig selv og mit team. 

Copyright Ridehesten.com
Camilla Christensen med sin sølvmedalje ved DM sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Drømmer om medalje
Hvis Camilla bliver blandt dem, som kommer afsted til Tokyo, så er drømmen helt klar, når hun bliver spurgt om, hvad hun drømmer om at opnå, hvis hun kommer afsted. 

– Helt klart en medalje, men top-5 er også godkendt. 

Camilla fortæller også, at hun glæder sig til hele oplevelsen, hvis hun er blandt dem, som får lov at tage turen til Tokyo. 

– Hvis jeg kommer afsted, så glæder jeg mig til at møde mine kollegaer fra de andre nationer, nogle af dem har jeg bygget venskaber op med over de sidste 10 år. Jeg håber, at det nu er min tur til at få den oplevelse at deltage ved PL, forklarer Camilla, og fortsætter:

– Hvis jeg kommer afsted, så bliver det vildeste at ride ind på stadion, og kunne sige til sig selv inden start: "Det er hele drømmen det her, giv alt hvad du kan!". 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner