Buchwaldt og Derby

22-05-2007 11:05

Bodil Nyholm Sørensen

Landstræner for de danske springryttere Achaz von Buchwaldt har sejret i Hamburg Derby to gange i karrieren – i 1982 og 1996. Achaz var første gang til derby i Hamburg i 1958 – som tilskuer. - Jeg blev omgående fascineret af denne enestående bane og hele atmosfæren omkring derbybanen. Allerede dengang var der helt ubegribeligt mange tilskuere, hvilket var med til at skabe en vældig kulisse for sporten, fortæller han. Han satte da et mål for sig selv; en gang at deltage i Hamburg Springderby. Det mål nåede den danske landstræner i 1967, og på hoppen Athene sluttede han på en flot 8. plads. Det tog ham 15 år at nå den første derbysejr. Med hoppen Wendy sejrede han i 1982 og igen 14 år senere på Lausbub. De seneste to år har han rådgivet de danske ryttere, som har forsøgt sig på derbybanen. Sidste år red både Tina Lund og Andreas Schou i deres derbydebut gennem banen med henholdsvis to og fire nedslag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner