Bo og dreamteam'et på job ved EM

02-08-2013 09:06

Signe Wiese

Det er den tyske banebygger Frank Rothenberger, som har ansvaret for banebygningen ved P.S.I. FEI European Championships, men ved sin side har han danske Bo Bak Andersen og et dreamteam af engagerede hjælpere

Copyright Ridehesten.com

Banebygger Bo Bak Andersen har bygget baner siden 1973. Han er international banebygger og ved EM i Herning er han assistent for tyske Frank Rothenberger.

Banebygger Bo Bak Andersen er udpeget til at være assistent for chefbanebyggeren Frank Rothenberger og for at løse den store opgave det er, at bygge seværdige og spændende baner til mesterskabet, får de støtte af et dreamteam bestående af 25 særdeles kompetente medhjælpere på banen.

Bo Bak Andersen har holdt flere møder med Frank Rothenberger og de glæder sig begge til at komme igang med opgaven i Herning. De er også enige om, at rammerne på MCH Arena er fantastiske til at vise springsport på absolut verdensplan.

Store udfordringer
Mesterskabet indledes med en tidsspringning tirsdag, hvor der i øvrigt er gratis adgang. - Tidsspringningen bliver en overkommelig opgave for de fleste, de der ikke satser og rider stærkt kan bruge tidsspringningen til at komme godt igang ved mesterskabet, forklarer Bo. Klassen afvikles som en metode C, hvor rytteren med bedste tid får 0 fejl, mens de efterfølgende får en halv fejl for hvert påbegyndt sekund de er langsommere end vinderen.

Onsdag og torsdag afgøres holdkonkurrencen over to baner - en hver dag - og kun de bedste hold og individuelle ryttere får adgang til afgørelsen på holdkonkurrencen, som finder sted torsdag aften.
- I nationsspringningen går vi fra en bane på 150 til 160 cm, og det betyder, at det begynder at knibe for en del at løse opgaven. Da nationsspringningen strækker sig over to dage betyder det også, at banerne vil være lidt længere og mere krævende, end det vi ser ved de sædvanlige nationsspringninger, der afvikles samme dag.
- Jeg er iøvrigt helt enig med landstræner Lars Petersen, kommer det danske landshold til at ride anden dag i nationsspringningen vil det være en ekstrem fin præstation af danskerne.

Top 25
Lørdag mødes de 25 bedste ryttere efter de tre foregående dages konkurrencer i kampen om de individuelle medaljer. Denne skal afgøres over to omgange. - Som vi også kender det fra det danske seniormesterskab, vil den afgørende sidste runde være lidt kortere, mindre teknisk men til gengæld stor. og så er det her rytterne skal vise, de kan holde nerverne i ro, fortæller Bo Bak Andersen.

Bo glæder sig til opgaven i Herning, glæder sig til at komme igang med at bygge EM-banerne som han lover bliver en oplevelse, ikke alene i sværhedsgrad, men så sandelig også en fryd for øjet med flotte forhindringer, blomsterdekorationer og et stort vandkomplex. 

- Arenæn har en helt fantastisk størrelse, og alle, selv de der sidder øverst oppe, vil have et særdeles godt udsyn til banen, og have en fornemmelse af at være helt tæt på det som sker. Det kan blive en helt unik oplevelse at være både tilskuere, rytter og official i Herning, det er der lagt op til, og det tror jeg på, arrangørerne vil give os. Jeg er sikker på, at vi vil få en meget smuk, og spændende oplevelse af at se springningen ved EM i Herning, slutter han.

ECCO FEI European Championships Herning 2013

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner