Bliver det dressurlandsholdet?

06-01-2023 16:57

Trine Askjær-Jørgensen

I morgen aften går det løs med Sport 2022, hvor den prestigefyldte pris Årets Sportsnavn skal uddeles, og blandt de tre finalister er dressurlandsholdet med deres VM-guld. Se videoen her, hvor vi har taget en snak med berider og ridesportskommentator hos DR, Bjarne Nielsen, om hvorfor holdet fortjener at vinde

Copyright Ridehesten.com
Dressurlandsholdet bestående af Carina Cassøe Krüth, Cathrine Laudrup-Dufour, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen med elitesportschef i dressur Anne-Mette Binder i midten. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I slutningen af november 2022 løftede Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark sløret for, hvem der var med i kampen om Danmarks mest prestigefyldte idrætspris: Årets Sportsnavn 2022

Kampen har stået mellem 15 nominerede atleter eller hold (du kan se hele listen nederst i nyheden), og få dage før jul blev de tre finalister så fundet:

  • Badmintonspiller Viktor Axelsen
  • Cykelrytter Jonas Vingegaard
  • Dressurlandsholdet (bestående af Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Laudrup-Dufour)

Vinderen af Årets Sportsnavn kåres i forbindelse med DR Sportens prisuddeling "Sport 2022", som finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning i morgen, lørdag den 7. januar kl. 21.00, og du kan sædvanen tro følge med direkte på DR1. Udover æren ved at vinde prisen Årets Sportsnavn følger der 75.000 kroner med prisen.

Fakta
Om Årets Sportsnavn

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. Siden 2019 er prisen uddelt i et rent sportsligt partnerskab mellem DIF og Team Danmark.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn, hvorefter der sættes navn på tre finalister i løbet af december. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Årets Sportsnavn 2022.

Kriterier for udvælgelse
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

Kilde: DIF

Fold up

Imponerende resultater – særligt i dressuren
I 2022 har danskerne haft en overflod af store sportsøjeblikke at juble over hjemme i stuerne, på storskærme og på lægterne landet over. Noget helt særligt var det for den danske hesteverden, da det danske dressurlandshold vandt VM-holdguld på hjemmebane i Herning foran et kæmpestort, dansk publikum – uden tvivl en oplevelse de fleste sent vil glemme.

Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Laudrup-Dufour skrev sig med fire imponerende præstationer sammen med deres respektive heste (Blue Hors Zack, Marshall-Bell, Heiline's Danciera og Vamos Amigos) direkte ind i historiebøgerne, da de vandt den første VM-holdmedalje i dressur til Danmark.

I hesteverdenen kan vi dog være nok så imponerede og stolte, for i sidste ende er det op til en dommerkomité at udpege den endelige vinder. I 2022 består dommerkomitéen af syv personer: H.K.H. Kronprins Frederik, Camilla Martin (Sportens Hall of Fame), Michael Laudrup (Sportens Hall of Fame), Hans Natorp (bestyrelsesformand i DIF), Morten Mølholm (adm. direktør i DIF), Lars Krarup (bestyrelsesformand i Team Danmark) samt Peter Fabrin (direktør i Team Danmark). Kulturministeren skulle også have været med i dommerkomitéen, men da Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) først blev udpeget midt i december, har han ikke deltaget i kåringen.

Bjarne hepper på Dressurlandsholdet
Ridehesten har taget en snak med tidligere landstræner, medlem af Dansk Varmblods dressurkommission, træner, berider og ikke mindst ridesportsekspert hos DR og kommentator ved de helt store stævner, Bjarne Nielsen, om hvad det betyder for sporten, at dressurlandsholdet, men også Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen er nomineret til årets sportsnavn, og hvorfor fortjener de nomineringerne:

Fakta
De 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2022

Der var i alt 15 nominerede, og senere er feltet så blevet indsnævret til tre finalister. I blandt de 15 er yderligere to ryttere, nemlig Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen på baggrund af hver deres dobbelte individuelle VM-guld. Tobias Thorning Jørgensen bliver til dagligt undervist af Bjarne Nielsen.

  • Viktor Axelsen, badminton, bl.a. VM-guld, EM-guld samt vinder af All England og Indonesia Open
  • Jonas Vingegaard, cykling, bl.a. samlet vinder af Tour de France.
  • Mads Pedersen, cykling, bl.a. vinder af den grønne pointtrøje og tre etaper i Vuelta a España samt en etapesejr i Tour de France
  • Julie Leth og Amalie Didriksen, banecykling, EM-bronze og VM-bronze (parløb)
  • Dressurlandsholdet, VM-guld på hjemmebane i Herning
  • Curlinglandsholdet for kvinder, EM-guld
  • Turpal Bisultanov, brydning: EM-guld og VM-sølv i 87-kiloklassen
  • Kvindelandsholdet, håndbold, EM-sølv
  • Rikke Mæng, skydning, bl.a. EM-guld + nr. et på verdensranglisten
  • Tobias Thorning, paradressur, individuelt VM-guld x 2
  • Katrine Kristensen, paradressur, individuelt VM-guld x 2
  • Nanna Koerstz Madsen, golf, vinder Honda LGPA Classic i Thailand
  • Holger Rune, tennis, bl.a. vinder af ATP München, ATP Stockholm Open og ATP Masters Paris
  • Leon Madsen, VM-sølv, speedway
  • Anne-Marie Rindom, verdensmester i Laser Radial
Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner