Dufour og Bohemian i en liga for sig

02-07-2022 23:52

CHIO Aachen: Det må være svært at få armene ned, hvis man hedder Cathrine Laudrup-Dufour, for her til aften i Grand Prix Kür var der ingen konkurrenter, som kunne matche hende og Bohemian

Det er nærliggende at tro, at Cathrine Laudrup-Dufour niver sig selv i armen for at se, om det er noget, hun drømmer. Men den er god nok – det her er ingen drøm. Med den 13-årige vallak Bohemian e. Bordeaux/Samarant sikrede Dufour sig her til aften sin fjerde sejr ud af fire mulige ved verdens største ridestævne i Aachen. 

Til de velkendte toner fra Les miserables dansede Dufour og Bohemian sig direkte ind på en meget velfortjent førsteplads, da aftenens kür blev afholdt under såkaldt "floodligt". Det var ikke ekvipagens bedste kür-program, for midt i galoppen blev Bohemian vældig frisk og det udløste lidt fejl i serierne. Men med et flot travprogram, blev det alligevel til hele 84,12%, og det var der ingen af dagens konkurrenter, som kunne nærme sig.

Langt hen ad vejen så det ud som om, at Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov e. Romanov/Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) ville ende i top tre, da procenten gennem programmet så særdeles lovende ud. Desværre indløb der en fejl i den sidste galoppirouette, og det kostede lidt for ekvipagen, der endte som nummer fem med 76,02%, blot 0,2% fra tredjepladsen. 

Nummer to i klassen blev spanske José Antonio García Mena med 77,86%, mens belgiske Laurence Vanommeslaghe blev nummer tre med 76,22%. Det var forventet, at amerikanske Adrienne Lyle og Salvino e. Sandro Hit/ Donnerhall ville være nærmeste konkurrent til Dufour, men midt under programmet fik hingsten bidt sig, og måtte derfor udgå grundet blod.

Resultatet af klassen.

Stævnet start - og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner