Signe Wiese
Der har været vist imponerende flot, og sikker ridning af de unge ryttere i dette års Frontier Trading DRF Mesterskab for Children-ryttere (rytter på max 14 år, der ride på heste), og der måtte en omspringning til før medaljerne i årets mesterskab kunne fordeles. 12 ekvipager var til start i finalerunden - 5 af disse ekvipager kom til finalen med 0 fejl, og det var på forhånd forventet at det ville blive blandt disse 5 at årets mester skulle findes. Den første af rytterne med 0 fejl på kontoen, der red på banen, var Konstantin Deeken Künneman på Ingelise's Chili e. Crelido, og Konstantin lagde med det samme pres på sine konkurrenter ved at levere en flot 0-runde i sikker stil. Herefter red Thomas Kolborg Johansen på banen på Optimale e. Candillo, og han klarede også presset og red en sikker 0-runde. Da Thomas dermed var ligeplaceret med Konstantin stod det allerede her klart, at der skulle en omspringning til inden Så var det blevet Anne Vindeløvs tur - Anne rider på DV sølvmedaljehoppen Aagaardens Elina e. Concorde, og også dette par bevarede roen og red fejlfrit. De sidste to ekvipager, der kom til finalen med 0 fejl - Kaisa Aino Andersen/Lisalotta e. Lasino og Christine Thirup Christensen/Nes D'or e. Elf D'or - måtte begge indkassere 4 fejl, og var dermed ude af kampen om medaljerne. Medaljefordelingen mellem de tre fejlfrie ryttere blev afgjort i en omspringning, og her var Konstantin Deeken Künnemann første rytter på banen. Konstantin satsede på en sikker runde, krydret med et par gode vendinger, men desværre måtte han indkassere 4 fejl på banens sidste forhindring - tiden var 43,84 sekunder. Så var det Thomas Kolborg Johansens tur - også han valgte at ride sikkert, og den plan gav pote, da han red omspringningen med 0 fejl i tiden 46,33 sekunder. Sidste rytter i omspringningen var Anne Vindeløv, og her var kravet enkelt - der skulle rides uden fejl og i en tid hurtigere end Thomas' hvis guldet skulle i hus. Og Anne og Elina levede fuldt ud op til det krav - de red en fantastisk runde, hvor grundtempoet var høt og hvor der blev satset i vendingerne - resultatet blev 0 fejl i tiden 43,81 sekunder og Anne kunne hyldes som vinder af DRF Mesterskabet i springning for childrenryttere 2012.