5 trin til en renvasket hest

19-07-2020 07:14

Britt Carlsen

Uanset om hesten skal klargøres til stævne eller bare trænger til en mere grundig rengøring, så er der en kort guide til, hvordan du nemt og enkelt vasker din hest

Copyright Ridehesten.com

I et tidligere nummer af magasinet Ridehesten bragte vi en artikel med gode råd til at vaske hesten. Der er altid flere faglige artikler, tips og gode råd at finde hver måned i Ridehesten. Du kan tegne abonnement HER

Inden du kan gå i gang er det godt at være forberedt og have alle de ting klar, som du får brug for:
- Svampe: en stor svamp til hestens krop og mindre svampe til fx dens hoved.
- Skrubbehandske: ideel til at skrubbe mudrede eller svedige områder.
- Svedskraber: til at fjerne overskydende vand, og derved afkorte tørringsprocessen.
- Shampoo: vælg en shampoo der passer til hestens hud og pels.
- Spande: mindst to; én til rent vand, hvis du ikke har en vandslange, og en til sæbevand (blandet efter producentens anbefalinger).

Trin 1: Forberedelse
Det er altid en god idé at være godt forberedt, især hvis din hest er nervøs eller utålmodig af natur. Er det tilfældet, så kan det være godt at alliere sig med en hjælper, der kan berolige hesten, mens man selv vasker.

Der skal også vælges et sted til at vaske hesten. Her er det ideelt med en skridsikker overflade og adgang til varmt vand. Har du ikke mulighed for at bruge vandslange, så er det en god idé at have flere spande med vand klar i forvejen.

Et lille tip er at smøre hestens hove med hovfedt eller -olie inden vask, så det varme vand ikke opbløder hovene.

Trin 2: Gør hesten våd
Når hesten gøres våd vænner den sig også til vandtemperaturen, og du har en mulighed for at finde en passende vandtemperatur til hesten.

Start med forbenene og arbejd dig op til skuldrene, halsen og manen. Dernæst fortsætter du henover hestens ryg til flanken og så bagbenene, maven og mellem bagbenene. Gør så forsigtigt halen våd, mens du selv står ved siden af hesten – husk sikkerheden! Til sidst gør du også hesten forsigtigt våd i hovedet og undgår at få vand i dens øjne og ører.

Hold godt øje med vandslangen, hvis du bruger sådan en, så den ikke bliver viklet omkring hestens ben.

Trin 3: Shampoo
Brug en stor svamp til at fordele sæbevandet ud over hestens krop ved brug af samme fremgangsmåde som i trin 2.

Brug skrubbehandsken på særligt beskidte områder samt i man og hale, evt. med lidt ekstra shampoo. Hvis noget af shampooen begynder at tørre ud i hestens pels, så skyl det grundigt af, inden du fortsætter med at vaske. Brug en separat svamp mellem hestens bagben og under halen. Husk endelig, at for meget shampoo faktisk kan gøre pelsen mere mat og tør.

Trin 4: Skyl
Skyl shampooen grundigt ud af pelsen og start på den side, hvor du først vaskede med shampoo. Brug helt rent vand, når du skyller hesten. Det kan være en god idé at bruge en svedskraber til at skrabe sæbevandet ud af pelsen inden du skyller eller mellem skylninger. Bliv ved med at skylle til der ikke er mere shampoo i pelsen.

Trin 5: Tør
Fjern så meget vand som muligt fra hestens pels ved hjælp af svedskraberen og tør grundigt hestens ben med et håndklæde.

Hvis du bruger en form for balsam eller glansspray på hestens pels, så undgå områder, hvor udstyret er under ridning, såsom sadelleje under gamacher mv., da produkterne kan gøre pelsen for glat, så udstyret har svært ved at blive på plads. Slut af med at strigle hesten over med en god børste.

Begynder der at blive køligt, så giv hesten et fleecedækken eller lignende på og gå lidt med den indtil den er tør.


Sådan gør Nathalie
Forud for større stævner bliver konkurrencehestene vasket over hele kroppen, samt får vasket hale og man i noget mild plejeshampoo fra Nathalie zu Sayn-Wittgensteins egen plejeserie: Nathalie Horsecare.

– I det daglige bliver de ikke shamponeret, de bliver skyllet, såfremt de er svedige. Vi bruger store mængder showshine til halen, så vi ikke skal børste halen, så kan man nøjes med at trække halehårene fra hinanden og pille halm og spåner ud. Ved at bruge meget showshine kan man undgå at børste halen for meget og dermed passe på halen, så den forbliver så kraftig, som hestens hårvækst tillader.

– Jeg klipper manen og trækker den hver fjerde gang, så man kan lave nogle pæne fletninger. Det kommer dog an på, hvor meget hår hesten har. Og jeg må indrømme, at jeg ikke kan lide, at halen er for lang, så den klipper jeg til en længde lige over koden. Er den for lang risikerer man, at hesten træder på den, når den sætter sig fx i en piaffe. En pæn hale betyder meget for helhedsindtrykket af hesten.

– I min plejeserie har vi også en man- og halegelé, og det betyder at vi i op til 4-5 dage ikke behøver at bruge showshine. Halen skal være nyvasket, når man bruger det.

– Da jeg var på Flyinge og red hos Kyra Kyrklund, gik man meget op i, at hingstene skulle være rene. Vi havde ansvar for en eller to hingste hver. Og en gang om ugen var der ”renhedskontrol”, så kom Ingvar Fredriksson gennem stalden for at kontrollere hingstene med en hvid handske. Og uha man fik skældud, såfremt de ikke var rene, husker Nathalie, så der lærte jeg visse tricks, så hestene kunne skinne noget mere.

Copyright Ridehesten.com
I bogen ’Digby – fra hest til verdensstjerne’, fortæller Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bl.a. hvor ofte de vasker konkurrencehestene på Berleburg Bogen kan købes i Ridehestens webshop. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner