5-års finalefeltet er nu komplet

04-08-2023 19:16

UVM i dressur: Efter trøstefinalen for 5-års er de sidste tre finalister er fundet, og det er alle ekvipager, der langt nede i placeringerne i går og i dag formåede at forbedre sig markant

Copyright Ridehesten.com
Svanegaardens Sick-Sack og Sergio Morón Basoco. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Desværre blev det ikke fuldt hus for det danske hold, hvor tre ekvipager har kvalificeret sig til finalen, men til gengæld var det dejligt at se den fjerde ekvipage få genoprejsning efter gårsdagens beskedne ridt. Den røde hingst Svanegaardens Sick-Sack e. Secret/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Stutteri Svanegaarden) er endnu ikke i topform efter sommerens lange rejser og har ikke genvundet sin oprindelige form og kampvægt.

Hans 21-årige spanske rytter Sergio Morón Basoco har i vinter trænet hos Carl Hester sideløbende med sine studier i England. Først på sommeren rejste Sergio tilbage til Spanien med sine danske topheste og nogle uger senere flere dages rejse til Danmark for at deltage i den danske UVM-udtagelse, hvor han og Sick-Sack blev første reserve, og rejste hjem igen. Det kostede Sick-Sack mange kilo, men selvfølgelig takkede Sergio ja, da han fik tilbudt at deltage i Ermelo på det danske hold.

I trøstefinalen i dag var Sick-Sack tilpas, og Sergio turde satse lidt mere med det resultat, at samtlige karakterer blev markant forbedret i forhold til i går, og parret endte på en meget hæderfuld syvendeplads med 81,4 point. Det blev til 8,0 for trav, 8,2 for skridt, 8,5 for galop, 7,8 for ridelighed og 8,2 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
San to Alati og Stephanie Wolf. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Bernadette Brunes mørkerøde hingst San to Alati e. Secret/ Belissimo M havde også fundet roen og koncentrationen sammen med sin rytter Stephanie Wolf, og de leverede i dag en præstation, der var betydeligt mere imponerende end i den indledende klasse, hvor de sluttede som nr. 31. I dag vandt ekvipagen med 84,6 fordelt på 8,8 for trav, 7,5 for skridt, 8,5 for galop og ridelighed samt 8,7 for kapacitet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Helgstrands berider Mette Sejbjerg Jensen blev i går nr. 25 med avlshingsten About You II e. AC-DC/ Estobar, og dette par leverede ligeledes i dag et ridt, hvor blikket var direkte rettet mod finalen. De kunne i dag besætte andenpladsen med bl.a. 9,0 for trav, 8,5 for skridt, 8,0 for galop, 8,2 for ridelighed og 8,5 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
About You II og Mette Sejbjerg Jensen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Tredjepladsen og dermed den sidste og femtende finaleplads gik i dag til den tyske hoppe Happy Days di Fonteabeti e. Valverde/ Wup fra Helgstrand Dressage og redet af Maxi Kira von Platen. Her var højdepunktet 8,7 for trav og 8,5 for ridelighed såvel som for kapacitet. Denne ekvipage redet sig op fra en 21. plads i går.

Billederne er fra den indledende klasse på hovedstadion.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner