Kristine Ulsø Olsen
De 4 rytterne er en del af den danske delegation på i alt 89 idrætsudøvere og 26 ledere, der d. 8. marts 2019 rejser til Abu Dhabi for at deltage i Special Olympics World Summer Games. Special Olympics henvender sig til mennesker med et udviklingshandicap. I praksis defineres mennesker med et udviklingshandicap som mennesker, der i hverdagen (skole, arbejde, familie, boligsituation) er afhængige af særlige pædagogiske støtteforanstaltninger.
Her deltager i alt 7.000 idrætsudøvere, 2.600 trænere/ledere, 20.000 frivillige, 170 lande er repræsenteret. Der er tilmeldt 150 ryttere (som alle rider på ”lånt hest” – altså heste som arrangørerne stiller til rådighed)
Special Olympics er en breddeidræt, og det er såvel udøvernes ridemæssige evner og sociale kompetencer, der afgør den endelige udtagelse. I Special Olympics-ridning konkurrerer rytterne på heste, som er stillet til rådighed af arrangørerne. Der er således ikke tale om elitesport.
De fire danske ryttere:
Marie Vielsøe-Nielsen er 15 år og bor i Næstved.
Til dagligt går Marie i 9. klasse på Byskovskolen afd. Asgård i Ringsted.
Marie rider i Rideklubben Baunehøj i Næstved.
Mie Charlotte Wibholm er 19 år og bor i Ringsted.
Til dagligt går Mie på Vordingborgskolen (fri fagskole) og er medhjælper i Fladså Rideklub.
Mie rider i Fladså Rideklub i Tappernøje.
Marcus Overgård Jensen er 18 år og bor i Bording.
Marcus går på Havredal Praktiske Landbrugsskole i Karup J.
Marcus rider i Højris Rideklub i Ikast.
Kasper Mejdahl er 36 år og bor i Kjellerup.
Kasper arbejder som medhjælper i stalden hhv. på Rideklubben Hinnitus i Thorning og på hestelinien på Havredal Praktiske Landbrugsskole.
Kasper rider i Rideklubben Hinnitus i Thorning.
Trænerteamet for rytterne består af Jette Flarup og Karin Lindved – begge er bosiddende i Ikast. De er ansvarlige for rytternes træning før og under legene, ligesom de arbejder ulønnet og bruger fritiden på at tage med den danske delegation til Abu Dhabi.
Jette Flarup er coach-ass. ved World Games – Har forud herfor deltaget som coach-ass. i 2015 i USA.
Karin Lindved er head coach ved World Games – Har forud herfor deltaget som hhv. coach-ass. i Shanghai i 2007 og i Athen i 2011, samt som head coach i USA i 2015.
Hvad er Special Olympics?
Special Olympics er en verdensomspændende organisation, som organiserer og udvikler idræt for mennesker med udviklingshæmning og via idrætten arbejder med atletens sundhed, selvstændighed og selvværd, samt samfundets indstilling til mennesker med udviklingshæmning. Organisationen blev stiftet af Kennedy familien i 1968. I dag har Special Olympics organisationer i over 170 lande, og mere end 5 mio. mennesker med udviklingshæmning deltager i Special Olympics’ aktiviteter.
Hvem er Special Olympics Danmark?
Parasport Danmark har siden 1985 repræsenteret Special Olympics i Danmark og fra 2001 arbejdet målrettet på at udvikle idræt for mennesker med udviklingshæmning ved brug af Special Olympics konceptet.
Der arbejdes i Danmark med Special Olympics principper i følgende idrætter: atletik, badminton, boccia, bordtennis, bowling, cykling, fodbold, golf, gymnastik, floorball, håndbold, ridning, svømning og vintersport.