Nina Marie Villadsen
De danske ryttere: Anette Elkjær Jensen og Martin Jakobsen fra Højris Rideklub, Kasper Mejdahl, Midtjysk Ridecenter og Louise Laursen fra Askov deltog i Special Olympics World Summer Games 2015 i Los Angeles, og var sammen med deres trænere Jette Flarup og Karin Lindved en del af den danske delegation på 69 atleter og 19 trænere.
Delegationen forlod Danmark d. 21.07.15 med kurs mod Californien, nærmere betegnet Los Angeles. Ridekonkurrencerne var henlagt til Los Angeles Equestrian Center i Griffith Park. Ridning i Special Olympicsregi foregår altid på lånte heste, og arrangørerne havde lånt ca. 85 heste fra omkringliggende stater, og gjort dem klar til de 125 ryttere, der var tilmeldt ridning.
De danske ryttere var tilmeldt som hhv. A- og B-ryttere (A-ryttere rider skridt/trav/galop og B-ryttere skridt/trav). Rytterne deltog i tre discipliner: Dressur, working trail og stafet.
Det var store udfordringer for rytterne, som ud over at skulle vænne sig til en ny og aldeles ukendt hest, også skulle ride i op til knap 40 graders varme.
Første stop, ved ankomst, var i modtagelsescenteret (et idrætscenter), hvor alle bliver registreret og får udleveret akkrediteringskort. Dette blev en meget blandet oplevelse for den danske trup og en del andre. Planen var et kort stop, hvorefter vi skulle fortsætte til Solvang, som skulle være Danmarks værtsby, men det gik ganske anderledes. Først var der ikke helt styr på akkrediteringerne fra arrangørernes side. Dernæst havde de chauffører, der skulle køre deltagerne videre til de respektive værtsbyer opbrugt deres køretid, og kunne derfor ikke fortsætte, og dette var ikke lige taget med i arrangørernes beregninger.
Man afventede igen, da danskerne jo ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at de ikke havde en plan B for dette. Bespisningsposerne var også sluppet op, men her havde de dog en plan B, som bestod af 1 slice pizza til hver. Ikke just føde til sportsfolk. Atleterne var efterhånden så trætte, at selv et betongulv på stadionet kunne anvendes til seng. Sidste melding fra delegationslederne var, at man ikke ville blive hentet før næste morgen, så man kunne forberede sig på at tilbringe natten på bænke eller gulv i hallen sammen med de øvrige 6-700 deltagere, der var strandet der. Velkommen til USA. Ikke just nogen god modtagelse til dette store arrangement.
Lidt senere begyndte de at uddele tæpper fra American Red Cross, og så blev der da godt nok tumult. Det endte med, at de måtte have politiet til at forestå uddelingen af tæpperne, for at der ikke skulle opstå slåskamp. Det mindede mest af alt om en flygtningelejr. Virkelig en surrealistisk oplevelse for deltagerne, og bestemt ikke noget, som arrangørerne var stolte af. Det var også sendt ud på TV, at de havde en flok strandede atleter sovende på betongulv i en idrætshal.
Opholdet i Solvang bød på en utrolig gæstfrihed, og de havde virkelig lagt sig i selen for at give danskerne en god oplevelse. Trænere og atleter havde allerede rystet den kedelige modtagelse af sig og nød opholdet i fulde drag og var efterhånden kommet oven på rejsen og jetlag.
Efter to overnatninger gik turen mod danskernes nye overnatningssteder, hvilket for rytterne var USC og med konkurrencebaner på Los Angeles Equestrian Center i Griffith Park.
Første aktivitet for rytterne var hesteafprøvning. Ved tilmelding udfærdiges et profilskema, hvor alle de oplysninger, som er relevante i forhold til at finde det perfekte hestematch til rytteren, er anført. Herefter matcher arrangøren rytter og hest. Reglerne for hesteafprøvning er, at man får stillet en hest til rådighed, og afprøver den i op til 40 min. Finder man, at matchet af en eller anden grund ikke er korrekt – hvis hesten er for hurtig, langsom, for stor udfordring for rytteren el.lign., så har man mulighed for at få en anden stillet til rådighed, men så er det den, man konkurrerer på. Man må ikke bytte tilbage til første hest igen. Derfor skal man tænke sig rigtig godt om, inden man foretager et byt. Dette også af hensyn til tid. Har man brugt 30 min. til at prøve første hest af, så får man kun 10 min. til 2. hest. To af danskernes heste var deltagerne helt sikre på fra start. En måtte byttes, og det var et ok byt, og den sidste var det nok at få en anden sadel til, for at matchet passede. Danskerne var ganske godt tilfredse med de heste, de endte ud med. To af dem var en anelse langsomme, men hellere det end for kvikke.
Næste dag på ridecenteret skulle rytterne divisioneres. Det er således, at der højest kan være otte ryttere i en division og mindst tre. Rytterne skulle ride et ganske kort program for dommerne, som så inddelte rytterne efter det niveau, som de skønnede, rytteren var på. Der er regler for, hvor stort spring der må være i den score, som rytteren opnår ved divisionering, fra den med den højeste til den med den laveste score. Det giver god mening, såfremt rytterne er vurderet korrekt. Dog synes danskerne, at en af deres ryttere var divisioneret for højt, men han klarede sig alligevel godt i det skrappe selskab.
Rytterne konkurrerede i tre dage i hhv. dressur, working trails og stafet, og de opnåede følgende resultater:
Anette:
Dressur: Bronze
Working Trails: Nr. 5
Team Relays: Nr. 5
Louise:
Dressur: Nr. 4
Working Trails: Nr. 5
Team Relays: Guld
Martin:
Dressur: Bronze
Working Trails: Nr. 4
Team Relays: Nr. 5
Kasper:
Dressur: Nr. 5
Working Trails: Nr. 6
Team Relays: Bronze
I Team Relays dannede Kasper team med en ung pige fra Grækenland, da Louise ikke måtte danne team med ham, fordi hun er A-rytter. Her var det Kasper, der ”trak læsset”, da det var en ”skildpadde”, hun var kommet af sted på, men det indhentede Kasper for dem.
Louise dannede også mix-team med en græsk rytter. En ung mand der også var rigtig god til at ride stærkt, og Louise havde virkelig også ”det lange ben” foran og det blev til en flot guldmedalje til det dygtige team.
Præmieoverrækkelserne var en helt fantastisk oplevelse for såvel deltagere som tilskuere. Det var meget højtideligt, og alle uanset 1. eller 8. plads var på podiet. Specielt var det også at se den umiddelbare glæde over deres placeringer. Det var bestemt ikke kun nr. 1, der var glad, men langt de fleste var SÅ stolte over deres resultater, og der blev jublet, krammet og danset på podiet.
Det var 14 sjove, spændende, nervepirrende, oplevelsesrige, hårde, varme dage sammen med rytterne, som de danske trænere var meget stolte af. Der var ingen sure miner på trods af alle de udfordringer, man mødte på vejen. Søvn var heller ikke det, man fik mest af. På ridedagene skulle man op kl. 05:00 for at komme på ridecenteret til tiden. Egentlig burde de alle have haft en guldmedalje i tålmodighed, for det var nok den disciplin, man dyrkede allermest under danskernes rejse og ophold i Los Angeles.
