WBFSH Sire Rankings er nu online

05-11-2015 08:53
Avl

Så er er der igen lavet en Top 100 rangliste over tidens mest succesfulde faderhingste i konkurrenceåret 2014/2015 i de tre olympiske discipliner dressur, springning og military. Se Rolex WBFSH Sire Rankings her

Copyright Ridehesten.com
De Niro som årets hannoveranerhingst 2008.

For sjette år i træk placerer den danskejede KWPN-hingst sig i Top 10 på verdensranglisten og de mest betydningsfulde dressuravlshingste, når det drejer sig om afkommets indtjente point i de højeste klasser. I år ligger Michellino nr. 5 på listen.

Copyright Ridehesten.com
Michellino, da han modtog DV's fortjenstmedalje i guld.

Efter tre år i Top 10 er Don Schufro smuttet lige udenfor - nemlig på 11. pladsen - men så har hans søn Diamond Hit indtaget 10. pladsen. Legenden Donnerhall, der har sat sit præg på toppen i en årrække, er nu efter Digbys pension udenfor Top 10. Til gengæld er hans søn De Niro tilbage i førerpositionen efterfulgt af etablerede avlsmatadorer som Gribaldi, Jazz, Sandro Hit, Florestan og Ferro. Nye i Top 10 er Rubin-Royal og Negro.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Don Schufro fremvist ved EM 2013 i Herning.

Med primært virke i Danmark finder man i Top 100 også hingste som Come Back II (17), Castro (42), DV-hingsten Solos Carex (69), Heslegård's Rubin (76) og Ragazzo (78).

På springsiden er de første seks hingste gengangere fra sidste års Top 10 om end i ny rækkefølge, hvor franske Diamant de Semilly har taget føringen foran Kannan, Cornet Obolensky, For Pleasure, Baloubet du Rouet og Heartbreaker. Dette års Top 10 byder også på nyheder, i det Balou du Rouet er nemlig sprunget fra en 24. plads til 7. plads, og Chacco-Blue fra en 35. til en 10. plads. Danskejede Quidam de Revel fastholder efter sin død en flot placering i toppen og ligger i år nr. 11. Den tidligere danskejede Corlando ligger nr. 27 og DV-hingsten Lando nr. 75.

Copyright Ridehesten.com
Lando og Otto Becker EM Arnhem 2001.

Vinderen af militaryranglisten er Contendro, der med en 16. plads også ligger lunt på springranglisten. Med en 3. plads fastholder fuldblodshingsten Heraldik xx mange års topplacering.

Rolex WBFSH Sire Rankings.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner