Thomas Bach Jensen
Danske ryttere er ikke forvænte med at vinde medaljer ved VM for ungheste, men i dag stod Andreas Schou på medaljepodiet som bronzevinder med avlshingsten Cortado efter en forrygeende flot præstation! Fem danske ekvipager havde kvalificeret sig til 5-års finalen, hvor alle sprang overbevisende. Hingsten Bøgegårdens Graf Stakkato forcerede med Jesper Meyenburg i sadlen den 130 cm høje banes første ti forhindringer i flot stil, men blev usikker på tredje sidste forhindring ind i en dobbeltkombination og fik nedslag på første spring, hvorefter rytteren fornuftigt valgte at trække sig. Christian Schou havde kvalificeret sig til finalen med både Arlando Z, som Schou & Skouboe erhvervede sig her på Zangersheide som føl for fem år siden, og med Berith Nielsens hoppe Vienna Olympic. Arlando Z fik et ærgerligt nedslag og en enkelt fejl for tid. Vienna Olympic sprang en flot fejlfri hovedrunde, men i omspringningen misforstod hoppen Christian i en skarp vending, hvilket resulterede i en refusion. Hoppen rørte fortsat ikke en bom og de indkasserede fejl var udelukkende på tid på grund af misforståelsen. Camilla Enemarks Atlantis PP Z sprang igen fejlfrit, men en enkelt tidsfejl ekskluderede også denne lovende ekvipage fra omspringningen. Andreas Schou og holstenerhingsten Cortado e. Cassini II / Lorenz, klarede hovedspringningen i overlegen stil. I omspringningen satsede Andreas på en hurtig tid, og selv om Cortado ikke før har prøvet at gå under tidspres, kvitterede hingsten med stor hastighed og sikker springning. Ekvipagen tog føringen og en tid på 38,76 sekunder var, hvad konkurrenterne var oppe imod. Tyske Franz-Josef Dahlmann og hingsten Comme Il Faut e. Cornet Obolensky / Ramiro var de første til at ride fejlfrit og samtidig slå Andreas' tid med blot 0,14 sekunder. Det holdt frem til sidste ekvipage, brasilianske Camila Mazza de Benedicto og KWPN-vallakken Always There e. Indoctro / Voltaire, som også har vundet det hollandske championat for 5-årige springheste. Ekvipagen red fejlfrit i tiden 38,24 sekunder, hvormed de tre medaljevinderes tid lå inden for ét sekund.
Læs alt om stævnet i magasinet Ridehestens november udgave.