Vingegaard slog dressurlandsholdet

07-01-2023 22:48

Annika Knudsen Lorentsen

Dressurlandsholdet var oppe imod cykelrytter Jonas Vingegaard og badmintonspiller Viktor Axelsen i kampen om Årets Sportsnavn 2022, og i sidste ende løb Vingegaard med prisen

Copyright Ridehesten.com
Dressurlandsholdet. Fv. Carina Cassøe Krüth, Cathrine Laudup-Dufour, holdleder Anne-Mette Binder, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag den 7. januar 2023 blev Årets Sportsnavn 2022 kåret, og valget stod mellem tre finalister, der var udvalgt blandt i alt 15 nominerede. Ridesporten var stærkt repræsenteret med tre kandidater blandt de nominerede (Dressurlandsholdet, Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen), og dressurlandsholdet sikrede sig ligeledes en plads i opløbet, som en af de tre finalister. 

Dressurlandsholdet, bestående af Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald, Cathrine Laudrup-Dufour og Carina Cassøe Krüth, var oppe imod Tour de France-vinder Jonas Vingegaard og VM-guldvinder, badmintonspiller Viktor Axelsen.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Laudrup-Dufour. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

To ekstremt hårde modstandere var realiteten for dressurlandsholdet, og det at være blandt de sidste tre, er en stor succes for dansk ridesport. Inden prisuddelingen satte Carina Cassøe Krüth et par ord på det. 

– Det er fuldstændig vanvittigt. Det er ikke bare mig, der skulle præstere, men også min hest og mine holdkammerater. Vi var fire personer med hver sin hest, som skulle få det til at spille den dag vi vandt. Det er så meget mere end en sport for os, det er vores passion, vores liv og også det vi lever af. Det har været et fuldstændigt sportsår, og da jeg så de 15 nominerede tænkte jeg, at det var vildt at være blandt så store præstationer, og at vi så endte blandt de tre finalister er helt vildt. Vi vil selvfølgelig gerne vinde, men det er også så sindssygt de to andre har præsteret, udtalte hun til DR. 

Jonas Vingegaard modtog prisen
Afgørelsen af Årets Sportsnavn afhang af årets dommerkomité bestående af syv personer: H.K.H. Kronprins Frederik, Camilla Martin (Sportens Hall of Fame), Michael Laudrup (Sportens Hall of Fame), Hans Natorp (bestyrelsesformand i DIF), Morten Mølholm (adm. direktør i DIF), Lars Krarup (bestyrelsesformand i Team Danmark) samt Peter Fabrin (direktør i Team Danmark).

Nyheden fortsætter efter annoncen

Valget stod som sagt mellem Jonas Vingegaard, Viktor Axelsen og dressurlandsholdet. Stemningen i Jyske Bank Boxen var unik, bifaldet var stort og tildelingen af prisen gik velfortjent til Jonas Vingegaard, som skrev sig ind i historiebøgerne og indtog danskernes hjerter, da han i sommers vandt Tour de France og sikrede sig både den gule førertrøje og den prikkede bjergtrøje.

– Jeg er stolt af at være dansker, danskere er rigtig gode til at bakke op om de sportsbegivenheder vi har. Det har jeg været heldig at opleve, så tusind tak for det, lød det blandt andet fra cykelrytteren.

Michael Laudrup stod for prisuddelingen af DIF og Team Danmark Årets Sportsnavn 2022, og inden afsløringen holdte han en tale om de tre nominerede, hvor han fremhævede, at de alle har præsteret i absolut verdensklasse. Det danske dressurlandshold kan uden tvivl være stolte af, at være iblandt Danmarks allerbedste atleter i et år, hvor de danske sportsudøvere har leveret den ene toppræstation efter den anden. 

Copyright Ridehesten.com
Fv. Cathrine Laudup-Dufour, Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen og Carina Cassøe Krüth. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Tobias Thorning i fokus
Ikke kun dressurlandsholdet har været i fokus ved årets prisuddeling, for også paradressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen har været nomineret til prisen som Årets Sportsnavn, mens Tobias tidligere på aftenen fik tildelt Kulturministerens Parasportspris. 

Læs mere om det her.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen