Charlotte Kusk Berwald
– Klokken er fire om natten. Jeg kan stadigvæk ikke sove. Det er jeg sikker på der er mange, der heller ikke kan, starter Michéle Vandborg ud i en længere lydfil om sine tanker og hvad der fik hende til at arrangere et fakkeloptog i går. Ideen til dette opstod spontant. Som en måde at få luft for den frustration der har plaget siden sagen startede med et opslag på Facebook tilbage i juni måned.
– Det er heste i deres bedste alder, der er døde. Ikke føl, der ikke kunne klare den eller gamle, udtjente avlshopper. Helt almindelige heste i deres bedste alder, der er blevet sultet ihjel og ligger nede i den grav. Jeg håber så meget de veterinære undersøgelser kan vise at det er på grund af sult de landede der, for så falder der så meget brænde ned. Jeg sidder her i sorg over de mange heste, der har haft det så dårligt, fortæller Michelle, hvorefter hun er nødt til at holde en kort pause for ikke at begynde at hulke.
Gid det må være starten på noget nyt
– Jeg håber vi vil opleve at ingen har lyst til at sponsorere det foretagende i fremtiden, for det giver rigtig meget dårlig omtale at poste penge i den slags. At hestene kan blive flyttet og blive hjulpet af en forpager nu som i meget snart. For det bliver koldere. Ellers skal vi vente et par år på retssager og så længe kan hestene ikke vente. Jeg håber også dette her kan være medvirkende til at vi får et dyrepoliti med beføjelser til at gå ind og agere i en fart. De skal kunne reagere hurtigt og effektivt mens beviserne er der. Der er ingen uanmeldte besøg på hestesteder, med mindre nogen anmelder dem. Heste er husdyr i lovens forstand, så der kommer da miljøtilsyn, men der er ikke nogen, der tjekker hestenes velfærd. Hvis ikke en dyrlæge råber vagt i gevær, er der ingen der tjekker vores dyr, uanset hvor store de ellers er. Og det savner jeg meget, fortæller Michéle.
Gå med budskab om fred
– Tak fordi I alle var med i aften. Det var så kæmpe, kæmpe stort. 150 mennesker, eller, jeg talte ikke alle. Så dukkede der så mange mennesker op for at stå med nogle dyr, der var blevet gravet op af en mark. Min hjerne er brændt af. Det var så stort at stå der med så mange mennesker og med Christina til at guide en stille stund. Og det havde jeg og mange andre brug for. For at komme i kontakt med os selv igen efter at have rendt rundt med rustning på i så lang tid. Det var fantastisk at se ingeniørtropperne blev holdende efter en lang arbejdsdag og holdte vejen lukket indtil optoget var færdigt. Med deres gule lys i samme farve som faklerne. Det var så smukt og det var så fint og det var super pænt af dem. Så begynder de at køre til allersidst og kører lige så stille forbi optoget og ud på Skivevej og da de er kommet lidt på afstand af hestene så vinker den lige farvel med et par gode dyt i hornet. Det var faktisk rigtig, rigtig rart. Det gav en pæn afslutning på en grim oplevelse. Et stort, fint lyshav i natten hvor samtlige biler på Skivevej de ser lyset og sænker farten markant, og kørte langsomt forbi som om det var et ligtog. For mange er dette her det største der er sket i 15-20 års kamp for at afskaffe det menageri. De mennesker har gået og kastet op i stress over hvor svært det er at være i. Lyset i mørket er tiltrængt, for der er så mørkt derude. Også i dagslys. Og det er der. Der er tæt og mørkt og knugende og forkert at være der. Også selvom man ikke ved hvad der foregår og det gør det svært at sælge huse og de lokale er stavnsbundne og det har de været i årtier. Lad os blive ved indtil vi har sikret og de heste er blevet hjulpet. Hold nu op tankerne kører når klokken er skrammel om natten, men det er godt at få dem ud. Og hvordan ved vi at vi ikke tager fejl? Jeg har intet imod at tage fejl. Det gør jeg dagligt. Men når man har aflivet 100 heste ud af 500 og de resterende endnu får påtaler. Påtaler om dårlige hove og de er for tynde, så ved vi det bliver ved. Det taler lidt for sig selv, slutter Michéle Vandborg.
