Britt Carlsen
De danske heste bliver kørt til Liège i Belgien, hvor de skal tjekke ind i lufthavnen mellem kl. 18 og 21. den 31. juli. Så får hestene forhåbentlig en god nattesøvn i lufthavenen, og så begynder læsningen ved 13-14-tiden. Flyet med de danske heste letter med kurs mod Rio kl. 16.30 og lander kl. 23 lokalt tid i Rio (tidsforskellen er på fem timer).
- Vi regner med, at det tager ca. 90 minutter at læsse hestene af flyet, og direkte op i en af de fire hestetransportvogne fra Johannesmann, som er sendt til Rio med erfarne chauffører, fortæller Kimi. Herefter er der en halv times kørsel til staldene ved ridestadion i Deodoro.
- Vi står selvfølgelig alle klar til at tage imod hestene, når de kommer til stalden, og så er det Agnetes hestepasser Gitte Hansen, som flyver med hestene, fortæller Kimi. Hun udtrykker et stille håb om, at alle ryttere har fået pakket deres stævneskabe, nummereret alle deres medbragte ting korrekt, og ifølge tidligere fremsendte lister, så fortoldningen kan gå glat. - Der bliver tre "lanes" - en til udsty,r en til foder og en til tilskudsfoder, og der vil stå toldere klar til at kontrollere det hele. Vi må ikke smide tom emballage væk, det skal med retur til tolden og kontrollerers, når vi igen rejser ud, fortæller Kimi, som håber på at alle husker det!
Det danske hestefly er det femte, som lander i Rio - militaryhestene er på de første fly, og de danske heste rejser hjem igen den 18. august. Landholdsdyrlæge Jonas Rasmussen er med hestene fra start til slut, og han bor tæt på staldene i grooms village.