Velgående vindere i championatskvalifikation

30-08-2020 14:26

Annika Knudsen Lorentsen

I dagens kvalifikation i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat i springning på Vilhelmsborg var mange ekvipager til start i både 4-, 5- og 6-års klassen, og dagens vindere i de forskellige aldersgrupper var utroligt velgående og godt springende

Efter et par regnfulde dage kom solen i dag frem ved Danish Derby Hestesportsrideklubs stævne på Vilhelmsborg. På springbanen har de unge heste været i aktion i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat. Selvom flere af de unge heste, særligt de 4-årige, var udfordrede, var der mange meget velspringende og godt redne heste på startlisterne. 

Torben sejrede i 4-års klasse
I 4-års klassen var 56 ekvipager til start, og bedst af dem blev Torben Frandsen med Cordento e. Cornet Obolensky/Cardento (opdr. Familie Camitz v/Linus Camitz). Den velspringende Cordento gik sikkert rundt på banen og blev belønnet med 9,0 i stilkarakter. 

Copyright Ridehesten.com
Astrid Svenstrup og Cornet Senjor Ask. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Andenpladsen blev også belønnet med 9,0 i karakter, men fik et fradrag på tid, og endte dermed med 8,7 samlet. Her var det Astrid Svenstrup med hingsten Cornet Senjor Ask e. Cornettino Ask/Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Ask A/S), som blev flot fremvist og kvitterede med at være utroligt velspringende hele vejen rundt. 

Tredjepladsen blev også besat af Astrid Svenstrup. Denne gang red hun på hoppen Diarana Love e. Diarado/Cassini II (opdr. Mette Sørensen), som opnåede 8,6 efter et fejlfrit ridt indenfor tiden. 

Generelt var det en udfordrende bane for de unge heste, og desværre var der mange af hestene der i dag ikke var helt klar til opgaven. Det til trods leverede rigtig mange af hestene fine spring, og det bliver spændende at se dem i fremtiden. 

Copyright Ridehesten.com
Anna Sandahl Michelsen og Carojino. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Tæt i toppen af 5-års klassen
Førstepladsen i 5-års klassen gik til Anna Sandahl Michelsen med Carojino e. Caretino Gold/Corofino. Carojino gik meget ukompliceret rundt på banen og afviklede springende uden problemer, godt hjulpet af sin rytter, som fremviste ham til perfektion. Parret blev belønnet med 8,5 og dermed var sejren i hus. 

Andenpladsen gik til Mathilde Lind Skjøtt med hoppen Costaccia e. Contendro I/Coriano (opdr. Trine D. Snitgaard Nielsen). De blev belønnet med 8,4 af dommerne efter en god runde på den ellers krævende bane. 

På tredjepladsen blev det Mia Oudal med hingsten Vong's Brunello DWB TF e. Balou/Con Capitol (opdr. Bjarne Petersen). Vong's Brunello gik banen med et stort overblik og kapacitet. Også Kasper H. Hansen besatte tredjepladsen, da han med hoppen Carma opnåede samme score som Mia. Carme er efter Carmaque, og er opdrættet af Sofie M. Witthøft & Svend Åge M. Jespersen.

Copyright Ridehesten.com
Karen Møller Rohde og Action Man Ask Z. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Action Man Ask Z vandt for 6-års
I 6-års championatet var der 30 ekvipager til start, og bedst af dem var avlshingsten Action Man Ask Z e. Action-Breaker/Calvados Z, som leverede en super runde i samarbejde med Karen Møller Rohde og blev belønnet med 8,8 af dommerne. 

På andenpladsen blev det Kristian Skovrider med den utroligt velspringende vallak Otis Blue AC/WB e. Jaguar van Paemel/Numero Uno, som opnåede 8,6 i karakter. 

Tredjepladsen gik til endnu en hingst, denne gang Elmegårdens Dakota e. E Bøgegårdens Dicapo/Catoki (opdr. Maria og Claus Schnoor), som i dag opnåede 8,5 efter en god runde med Torben Frandsen i sadlen. 

Se resultater fra stævnet her.

Ridehestens fotografer er til stede ved stævnet, og billederne findes her på ridehesten.com senest i starten af den kommende uge.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen