Fire heste videre!

02-05-2015 14:04

Dagens UVM-iagttagelse på Vilhelmsborg bød på flere talentfulde og velredne 5- og 6-årsheste, hvoraf dommerne udvalgte fire 5-årsheste til at gå videre til UVM-udtagelsen

Solen dansede over Vilhelmsborg og ridebanen, der er smukt omkranset af de flotte gamle staldbygninger og restaurant Det Gamle Mejeri.

I dag blev ridebanen prydet af den ene velgående unge dressurhest efter den anden, da dommerne Birthe Lyder og Jesper Holst Hansen havde fået til opgave, at udvikle, hvilke af hestene, der ved dagens fremvisning så ud til at have det, der skal til, for muligvis at kunne repræsentere Dansk Varmblod ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste i Verden, Tyskland, senere på året.

11 5-års og to 6-års dressurheste blev vist frem, og efterfølgende kunne man offentliggøre, at fire heste (alle 5-års) havde klaret det første nåleøje blev inviteret videre til UVM-udtagelsen – læs mere årets udtagelseskrav HER.

De fire heste er:

Atterupgaards Lady Gaga e. Fassbinder/Rubin Royal (opdr. Atterupgaard) redet af Carina Cassøe Krüth.

Aschton "G" e. Ampere/West Point (opdr. Trine Cecilie Gitz) redet af Thomas Sigtenbjerggaard.

Egebjerggaards Dutchmann e. Sandreo/Sam-Sam (opdr. Anders Green Hansen) redet af Astrid Therkelsen Grøn.

Vincent Maranello e. B. H. Zack/B. H. Future Cup (opdr. Jane Gry Haugum) redet af Thomas Sigtenbjerggaard.

I morgen afvikles der endnu en UVM-iagttagelse, denne gang på Atterupgaard, og du kan se tidsplan og startliste HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner