Vejle Rideklubs 80 års jubilæum

09-02-2014 10:10

Vibeke Mortensen

Lørdag den 25. januar blev Vejle Rideklubs 80 års jubilæum fejret med manér. Først med opvisning af rideklubbens ryttere, derefter med boller, varm kakao og lagkage til alle – og om aftenen med fest for de voksne

Jubilæumsshow
Først var det elevafdelingen der gav opvisning, til stor fornøjelse for både forældre og bedsteforældre og alle andre der var mødt op. Derefter var det handicapafdelingens tur. Michael, en af handicap rytterne, er et levende bevis på at handicapridningen har mange fordele, da han efter at have gået til handicapridning i et stykke tid, nu er i stand til at gå uden krykker. To af rideklubbens ponydressurryttere brillerede med en flot pas de deux, et dressur program hvor begge ryttere rider på banen samtidigt. Som det andet sidste indslag var herreholdet. Herreholdet er noget helt særligt – det er dem der gør størst fremskridt – og de har det sjovt. Som afslutning viste beridereleverne en flot springopvisning med højdespringning.

Efter showet var der varm kakao, boller og lagkage i rytterstuen, og der blev rigtig hygget, og snakket om gode minder og skønne hesteoplevelser.

Om aftenen var det så tid til fest – og temaet var ”De glade 80’ere”. Hallen var pyntet festligt op og alle gæster kom i vilde 80’er outfits. Aftenen startede kl. 18 med velkomstdrinks, derefter blev der serveret en lækker tre retters menu – og så startede underholdningen, forskellige sjove indslag og live musik – festen blev sluttet af med natmad – inden Vejle Rideklub igen gik til ro efter et flot og velbesøgt 80 års jubilæum.

- Vi havde en fantastisk dag, og alle rideklubbens afdelinger var med til at give et helt eminent show. Vi regner med at der har været 150-200 fremmødte, hvilket var ganske flot. Udtaler formand Steen Dybdal

Historien
Vejle Rideklub blev dannet den 27. januar 1934. Det startede med at der var ridebaner forskellige steder i byen, den første blev anlagt på Maria Plads. Det første ridehus blev bygget i 1942 på Toldbodvej og bruges den dag i dag, af Palle Iversens Jern og Stål firma – som kontorbygning.
I 1959 får rideklubben sit første 20x40 ridehus, som erstattede en gammel lade på 12x18, som rideklubben tidligere havde brugt.12x18 var ikke meget, og som formand Steen Dybdal siger - hvis vi ville ride stærkt, så måtte vi åbne portene i begge ender og ride uden om.

Ridehuset fra 1959 var en del af Jysk Idrætsskole, da den daværende formand for skolen gik meget op i ridning. Rideklubben holdte til på Nørremarksgården frem til 1985, hvor klubben flyttede til sin nuværende placering på Ibækvej 15, i Vejle. Klubben flyttede ind i 1985, ejendommen var en gammel landbrugsejendom, hovedhuset blev revet ned for at gøre plads til ridehuset og de tidligere svinestalde blev bygget om til hestestalde.

Beridere gennem tiden
Søren Knudsen var i Vejle Rideklub i 10 år, i perioden fra 1991-2001, efter Søren Knudsen trådte Søren Møller Nielsen til i 2001, han er selv uddannet i VRK tilbage i 1997.

Udover Søren Knudsen og Søren Møller Jensen har også Jens Trabjerg og Mads Jakobsen været ansat som beridere på Vejle Rideklub igennem en periode.
I dag er Peter Rahbek berider på stedet. Peter er selv uddannet i Vejle, og har i dag eleverne, Benjamin Grav A. Hansen, og Karin Fallah.

Fremgang i klubben
I de 5 år Steen har siddet som formand har Vejle Rideklub udviklet sig meget positivt. Efter en periode med stagnation, har klubben fordoblet medlemstallet og er nu oppe på 550 medlemmer, rideskolen har et godt ry, og der kommer hele tiden nye elever til. Dette ses især i de 3 ridehaller, som efterhånden er fyldt flere gange om dagen – det var ikke tilfældet for 5 år siden, siger formand Steen Dybdal.

Ifølge Steen Dybdal kommer den store succes især som følge af berider Peter Rahbek og de andre ansattes store indsats, samt at Vejle Rideklub overtog handicapridningen fra Brejning, da gården der blev nedlagt. Med handicapridningen som endnu en aktivitet, spænder Vejle Rideklub bredt, rideklubben udbyder blandt andet også babyridning, ridelejre, herre-hold og selvfølgelig spring og dressur undervisning for alle niveauer.

Vejle Rideklub afholder 10 større årlige arrangementer, der i blandt tre landsstævner. – Økonomisk set klarer vi vores forpligtigelser, og er i dag blandt de 10 største rideklubber i Danmark, siger Steen Dybdal med et smil.

Æresmedlem Mogens Kronborg
Mogens Kronborg har ligeledes gjort et kæmpe arbejde for Vejle Rideklub, i en alder af snart 90 er han stadig frisk og aktiv og kommer meget i klubben. Mogens er æresmedlem i VRK, grundet sit store arbejde og engagement for klubben, blandt andet VRKs integrationsarbejde, hvor han stod for kontakten til integrationsministeriet og dertilhørende konsulenter mv., DRF, medierne, kommunen og mange flere. Som resultat af Mogens’ hårde arbejde, lykkedes det Vejle Rideklub at starte hold for indvandrer børn og kvinder.  Også finansieringen af dette blev en mærkesag for Mogens, og uden ham var holdene aldrig blevet en realitet.

Mogens, der har været springdommer og steward gennem mange år, har udover sit æresmedlemskab hos Vejle Rideklub, fået tildelt Dansk Ride Forbunds guldnål, og blev i 2010 kåret som årets ildsjæl ved Dansk Ride Forbund, blandt andet på baggrund af sit store arbejde med integration i Vejle Rideklub.

Nye udfordringer
De gamle staldbygninger kan ikke leve op til de nye krav, der er til staldforhold, og Vejle Rideklub får derfor nye udfordringer i forbindelse med at skulle finde penge til at finansiere byggeprojektet. Det er lov om hestehold, der skal indfases fra 2010 til 2020, som gør at Vejle Rideklub, er nødt til at tage stilling til hvordan staldene skal være i fremtiden. – Vi har en forventning om at vi bygger nyt indenfor en treårig periode – siger formand Steen Dybdal.

Men fornyelsen af rideklubben kan være en fordel på mange forskellige områder. Staldene er så smalle at maskinerne ikke kan komme derind, og derfor muges boksene med håndkraft – det er et hårdt arbejde – og tiden kunne bruges på andre ting. Så på sigt kan de give bedre arbejdsmiljø at få nye stalde – endnu en årsag til at de gamle stalde må væltes.

Giver nye muligheder
En mulig løsning på problemet er at lave stalde i en af de allerede eksisterende haller, på den måde kan der leves op til reglerne for hestehold. I det at en af hallerne skulle optages til stald, ville det være en mulighed at lave en ny og moderne opvisningshal.

 



 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner