God afslutning på landsstævnet i Vejle

06-01-2019 20:15

Vejle Rideklubs landsstævne i springning for heste er efter tre travle stævnedage afsluttet søndag eftermiddag med masser af god sport, men desværre ikke med det vanlige antal publikum

Copyright Ridehesten.com
Line Pagh Nielsen og Copy Lucky.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag var sidste dag ved Vejle Rideklubs landsstævne i springning, og klubben retter en tak til alle deltagende ryttere. De understreger samtidig, at det er en fornøjelse at arbejde sammen med så engageret officials, lige som de retter en tak til de uundværlige sponsorer. Det blev igen i dag en vellykket dag i sportens tegn og med rigtig gode og spændende klasser.

– Weekendens B-stævne har forløbet rigtig godt, hvor januarvejret har været mildt. Der har været højt humør både blandt ryttere, tilskuere og de mange hjælpere, og det har været specielt dejligt at se, hvordan man hjælper hinanden på kryds og tværs. Dog har der været færre starter, end der plejer at være. 487 starter mod normalt 900, hvilket vurderes at skyldes, at stævnet ligger en til to uger for tidligt på sæsonen fortæller klubbens formand Jesper Lawcock.

Nyheden fortsætter efter annoncen

19 ekvipager var til start i dagens højeste klasse MA1*, der også var sidste klasse ved Vejle Rideklub landsstævne i springning. 11 ryttere var fejlfri, og hurtigst var Line Pagh Nielsen fra Hestehavens Rideklub med den 11-årige hoppe Copy Lucky e. Bøgegårdens Apollo/ Laszlo (Locky-Spiet) (opdr. Karen Holm Kvist og Erik Larsen) i tiden 50,24 sekunder. Andenpladsen gik til Marie Lunding Hansen fra Lykkegaard Sportsrideklub med den 15-årige Licardo e. Limbus x Caretino i tiden 51,85 foran Hans Ove Skov fra Sydjysk Horseshow Sportsrideklub på Brasilia S e. Baouet du Rouet/ Caletto I (opdr. Jørgen Schultz) i tiden 52,09 sekunder.

15 ekvipager var til start i dagens MB2**, hvor fem ekvipager var dobbelt fejlfri. Her gik sejren til Robin Grauff Jacobsen fra Cedergaard Sportsrideklub med den 7-årige hoppe Egelund's Miss Unique e. Numero Uno/ Cajus (opdr. Karina Minch Poulsen) i tiden 34,44 sekunder. Frederikke Svendgaard fra Herning Rideklub besatte andenpladsen med Cado Holmklit e. Colman/ Carano (opdr. Trine Udklit Sørensen) i tiden 35,43 foran Line Pagh Nielsen fra Hestehavens Rideklub med Gørklintgårds Hennessy e. Heartbeat/ Quidam's Rubin (opdr. Jørgen Ravn) i tiden 36,32 sekunder.

Stævnets resultater.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner