Vayron flytter ind hos Ingrid Klimke

24-10-2024 21:28

I tirsdags offentliggjorde Daniel Bachmann Andersen, at tiden med den 192 cm høje hingst, Vayron, var ovre. Hingstens ejere hentede ham nemlig hjem til Tyskland igen, men nu er han altså indlogeret hos en ny OL-rytter

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Vayron dansede sig sammen ind i alles hjerter. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Sammen dansede de sig vej ind i ikke bare danskernes hjerter, men hele verdens, da de var en del af det danske, sølvvindende OL-hold i Paris tidligere på sommeren. Daniel Bachmann Andersen og den 13-årige Westphaler-hingst, Vayron e. Vitalis/ P.B. Gloster var et match made in heaven, og sammen udrettede de mirakler på dressurbanerne, senest til World-Cup stævnet i Herning i den forgangne uge, hvor de fik en imponerende andenplads i World Cup-klassen. Desværre er den udtryksfulde duo nu fortid, da Daniel tidligere på ugen offentliggjorde på sin Instagram, at Vayron var blevet hentet hjem af sine tyske ejere, til stor sorg for den talentfulde dressurrytter. 

Det kom selvsagt som et chok for mange, da parret lige havde brilleret på den helt store scene i Herning. Hvad skulle der nu ske med den brune, udtryksfulde hingst? Det er der nu kommet svar på. Vayron er nemlig flyttet ind hos den tyske OL-rytter, Ingrid Klimke, der nu skal overtage tøjlerne på den store hingst. 

Vayron er ejet af ægteparret Sandra og Rudolf Spiekermann, og for dem er hingsten som en del af familien. Derfor havde de også et brændende ønske om, at han kom tættere på deres hjem. De 700 km til Danmark var for langt, og ægteparret ønskede ham tættere på i hverdagen, fortæller Sandra Spiekermann til tyske Dressursport.kim. Derfor faldt valget på Ingrid Klimke som Vayrons nye pilot, et valg ejerne ser meget frem til: 

Vi følte, at vi mistede kontakten til ham. Vi kan rigtig godt lide Ingrid Klimkes ridestil, og hun bor kun tre kvarter fra os. Vayron har en boks hos Ingrid, bliver redet af hende, og vi kan besøge ham så ofte vi vil og give ham et æble efter træningen, fortæller de glade ejere til Dressursport.kim. 

Copyright Ridehesten.com
Tyske Ingrid Klimke overtager nu tøjlerne på Vayron. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Ingrid Klimke er tysk dressur- og militaryrytter. Hun har blandt andet deltaget ved de olympiske lege hele fem gange, vundet guld to gange og sølv en enkelt gang, ligesom hun er dobbelt verdensmester. Ingrid Klimke har netop deltaget ved World Cup-stævnet i Herning sammen med hoppen First Class 92 e. Fuerstenball Old/ Bergamon, hvor de endte på en samlet tiendeplads i World Cup-klassen. Nu har hun så overtaget tøjlerne på Vayron, og det bliver med garanti et spændende samarbejde. 

Copyright Ridehesten.com
Ingrid Klimke og hoppen First Class 92 til World Cup-stævnet i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Kilde: Dressursport.kim

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen