Thomas Bach Jensen
FEI/WBFSH's verdensmesterskaber for 6- og 7-årige militaryheste i franske Le Lion d'Angers vil i år blive afviklet uden publikum på det planlagte tidspunkt fra 15. til 18. oktober 2020, oplyser foreningen "Le Lion Equestre - Mondial du Lion" efter et møde med de franske sundhedsmyndigheder.
I juni 2020 var foreningen stadig optimistisk. Der var udarbejdet sundhedsprotokoller i samarbejde med en læge i infektionssygdomme på det nærliggende Angers Universitetshospital, men det vurderes nu, at der er for stor risiko i forbindelse med terrænridtet, der normalt tiltrækker mange tusind tilskuere.
Har man allerede købt billet til UVM 2020 i Le Lion d'Angers, vil man blive kontaktet af billetkontoret. Billetter til stævnet i år kan overføres til arrangementet næste år. Man vil som sædvanligt kunne følge stævnet via live streaming på stævnets hjemmeside.