Thomas Bach Jensen
Berider Carina Cassøe Krüth blev topplaceret med to hopper, nemlig sidste års nr. 4 i UVM finalen, Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), samt Red Diamant e. Blue Hors Romanov/ Dream of Heidelberg (opdr. Mie Sabroe Jelle). Det blev til sejr på sølvmedaljehoppen Danciera, der opnåede karakteren 9 for trav såvel som ridelighed og kapacitet og sluttede i dag på 8,76. Red Diamant opnåede 8,5 for alle tre gangarter samt 8,7 i kapacitet og sammenlagt 8,44 og en fjerdeplads.
Med et 10-tal for skridt og et 9-tal for kapacitet gik hingsten Feodoro e. Fürstenball/ Rosario fra Helgstrand Dressage og redet af australske Simone Pearce ind på andenpladsen med et samlet resultat på 8,70. Klassens to førstplacerede er udtaget for Danmark til dressurchampionatet Folksam Scandinavian Open & Breeders Trophy i Falsterbo.
Den danske dressurscene har de seneste år været beriget med at have et par UVM-verdensmestre på banerne. I dag i Billund var det sidste års verdensmester for 5-års i Ermelo, Victoria's Secret e. Vitalis/ Fidermark, der nu er blevet 6 år og fortsætter sin uddannelse med danske Anna Kasprzak. I dag blev det bl.a. til karakteren 9,2 for galop, og ekvipagen sluttede på tredjepladsen med 8,50 samlet.
Se klassens resultat HER.
Det er første år med de nye regler for DRF's dressurchampionat, hvor der ikke længere er nogen mellemrunde, og en bestemt karakter dermed ikke en er garanti for at gå videre. Fra kvalifikationerne udtages de bedste 20 6-års heste til finalestævnet på Blue Hors, hvor der afvikles en kvalifikationsklasse og selve finalen. Startberettiget i den endelige finale for 6-års heste er de 15 bedst placerede i finalestævnets kvalifikationsklasse. Læse mere om bestemmelserne for DRF's dressurchampionater HER.