Britt Carlsen
Unghestechampionatet er i fuld gang. Landets bedste 5-årige hopper og vallakker mødes til landsfinale i Herning, det såkaldte unghestechampionat. I dag torsdag har springhestene været til bedømmelse i løsspringning. Toftehøjs Cre’diva e. Crelido opdrættet af Berit og Jens Jensen i Herlufmagle lagde sig i spidsen af konkurrencen med 933 points – dommerne gav den brune DH-hoppe 9,5 for teknik og 9,5 for kapacitet. To heste ligger på en øjeblikkelig førsteplads i gangartsbedømmelsen, det er Valløs Hero e. Blue Hors Hertug fra June og Mogens Worre-Jensen, Køge og guldmedaljehoppen Polka Hit Nexen e. Sandro Hit fra Hans Jul Andersen i Suldrup – hoppen fik bl.a. et 10-tal for ridelighed.