Annika Knudsen Lorentsen
Der er en ganske god grund til, at de unge danske dressurryttere i disse uger er særdeles aktive ved internationale stævner rundt omkring i Europa.
Stævnet i Sint-Truiden i sidste weekend og stævnerne i Tolbert og Le Mans den kommende weekend er nemlig indledende iagttagelsesstævner. Her vil landstrænerne, sammen med rytternes personlige trænere, danne sig et indtryk af, hvor den enkelte ekvipage står lige nu og her i starten af udendørssæsonen. De vil desuden se på, hvad der kan sættes fokus på i det fortsatte arbejde frem mod de større begivenheder i 2023.
Som noget helt særligt, rider flere af vores unge dressurryttere i mere end én alderskategori. Det er der flere gode grunde til ifølge Elitesportschef i dressur, Anne-Mette Binder.
– Nogle af rytterne har heste, som rent niveaumæssigt passer bedre til et højere niveau – eller som kan gøre det godt på flere niveauer. Andre ekvipager klarer sig utroligt godt i sin retmæssige aldersgruppe, og nyder godt af udfordringerne, de får der. Fælles for dem alle er dog, at målet er det samme; nemlig at gøre overgangen mellem rytterkategorierne – og dermed også sværhedsgraderne – lettere og mere overskuelige.
Denne tilgang har siden 2022 været et særligt fokusområde for Elitedressurens holdledere og landstrænere i ungdomsdressuren, der arbejder tæt sammen om opgaverne hen over året.