Ung svensk rytter hjemme efter alvorlig indlæggelse

18-06-2020 10:27

Annika Knudsen Lorentsen

Den 18-årige svenske dressurrytter, Cecilia Bergåkra, som flere gange har vundet medaljer ved ungdoms-EM, fik for nogle uger siden slagtilfælde-lignende symptomer, og prøvesvarende indikerede indre helvedesild og meningitis

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

18-årige Cecilia Bergåkra er en succesfuld svensk ungrytter, som flere gange har vundet medaljer ved EM. For nogle uger siden led hun af slagtilfælde-lignende symptomer og hun har tilbragt i alt 1,5 uge på hospitalet. Det oplyser det svenske medie Hippson.

– Jeg har det meget bedre, og det er dejligt at være hjemme igen. Mine ben og arme virker, og jeg kan tale, fortæller Cecilia til Hippson og fortsætter:

– At være kun 18 år og have alle tegn på et slagtilfælde var meget ubehageligt. Jeg var stadig cool i ambulancen, men da jeg kom til hospitalet og ikke kunne tale, sige mit personnummer eller gøre mig forståelig, så blev det rigtig ubehageligt.

Alvorlig situation
Cecilia var først indlagt nogle dage, men hun fik lov at tage hjem igen. Men da sygehuset modtog svar på prøverne blev hun indlagt igen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– De havde modtaget svar fra rygmarvsprøverne, som viste at jeg havde skoldkoppevirus i blodet. Da jeg allerede havde haft skoldkopper, forårsagede det indre helvedesild, som førte til meningitis.

På sygehuset modtog Cecilia intravenøst medicin, og hun fortæller, at det var en ensom oplevelse at være indlagt på grund af corona.

– Det var ensomt, og når du har smerter, har du brug for selskab, så det var rigtig hårdt, fortæller Cecilia, som ikke kunne få besøg på grund af corona-restriktionerne.

Den unge dressurrytter er ikke rigtig gået glip af noget på stævnefronten, da der har været lukket ned for stævner på grund af corona. Indtil videre har hun dog fortsat rideforbud, men hun håber, at hun snart er tilbage i sadlen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner